En luder-journalists meritter

Coronaen er ved at have lagt sig, og mange er rejst på ferie på destinationer, der nu tager imod med åbne arme, efter ikke mindst den ældre del af befolkningen har fået en forjættende sprøjte i deres runkne overarme. Næppe er Corona-passet i hus, før de nyvaccinerede begiver sig mod eksotiske himmelstrøg for atter at få en på opleveren. Udlængslen skulle være så grel, at unge overvejer at lade sig smitte med Corona for at høre til flokken af raske smittede, der således kan sætte næsen mod mere tillokkende destinationer end de forblæste danske kyster.

Der bliver travlhed for at lokke turisterne til for at udfylde de store huller i kassen, mange restauratører og hoteller har måttet opleve næsten kostede dem livet under det sidste halvandet års Corona op- og nedture. Der vil både komme slagtilbud på rejser og glitrede reklamer med tillokkende adspedelser og fornøjelser på verdenskortet. Som journalist har jeg flere gange været på reportage-rejser. I en lidt nedladende jargon hedder de luder-rejser. Det vil sige, man som skrivende og fotograferende kommer på en gratis rejse, og så skriver man om sine oplevelser. Det er ingen betingelse kun at skrive floromvundent om destinationerne. De fleste medier har en regel om, man oplyser, hvem rejsen er betalt af. Berlingske har haft et princip om selv at betale sine rejseomkostninger, men det er veget for økonomiske realiteter.

For tre år siden var jeg på en rejse til Bergen og Stavanger. Temaet var kulinariske oplevelser i de eftertragtede norske kystbyer. Visit Norway ville gøre opmærksom på, fjeldlandet havde så meget andet at byde på end skiferie og krydstogt. Jeg åd mig igennem bjerge af østers, rejer, torsk, brisling, sej og opsatser af skaldyr og fiskeanretninger, jeg ikke tidligere har sat tænderne i, foruden okstetartar, saltbagt sellerirod med svampesovs, bagt Lofot-torsk med grillet løg, spinat og smørsovs, bønner og urtesalat og pocheret nektarin med chokoladesovs, karamelliserede hasselnødder, flødeostis med rosenbladskum og you name it. Det sidste var kreeret af køkkenholdet på restauranten Mondo i Stavanger med den norske stjernekok Christian Andre Pettersen som chef, så alle gourmetmæssige sejl var sat til. Det var en på alle måder inspirerende og mættende oplevelse.

En del af rejsen gik til madmagere, der serverede delikatesser i private hjem eller i hvert fald på spisesteder med en meget tæt og hjemlig atmosfære. I Bryne langt ude på kysten serverede Ragnhild og Heine Grov blomkålssuppe med hjemmelavet bacon, svinemørbrad på rodfrugter, kartoffelpuré og pikantsovs, langtidsstegt oksefilet, helstegt lammeryg og ostekage med jordbær samt creme brulé i deres hyggelige etablissement Jærkokken. Han havde lavet det hele fra bunden og hentede selv sit kød og råvarer hos lokale bønder. Desværre måtte vi videre før desserten, da nye retter og nye destinationer ventede. De rejsende var digitale journalister med egne madsites på nettet. Deltagerne var fra Sverige, Italien, USA, Rusland, Holland, Tyskland og lille sultne mig fra Danmark som den eneste fast skrivende. Hvad Visit Norway fik ud af kaladset, skal jeg ikke kunne sige, men ideen er god. Vi var på øl-festival i Bergen, hvor vi svælgede masser af smagsprøver ned, som hundreder af småbryggerier skænkede velvilligt op af. Vi var til verdensmesterkaber i ost og veganer-messe i Stavanger og besøgte en indretningsarkitekt med speciale i at arrangere private fester i eget hjem. Det var bare råhyggeligt. Vi trillede afsted fra det ene bugnende bord til det næste.

Jeg bifalder tanken om at præsentere sit land turistmæssigt ud fra det, man er, og det, man fisker op ad havet. Om der kom flere gourmetturister til Norge på den konto, aner jeg ikke, men vi var en tur i Stavangers gamle bydel, hvor vi fik at vide, at hvis beboerne der fik en norsk krone, hver gang en krydstogtturist tog et billede af deres hus, ville de være multimillionærer. Mange nordmænd er trætte af de hundredevis af krydstogtskibe, der kommer ind til byer som Bergen og Stavanger og tuder beboerne ørerne fulde med al deres vellevned, som befolkningen der ikke får ret meget del i, ud over de agerer statister og motiver for forbipasserende amerikanske og asiatiske turister for en dag.

Jeg kan varmt gå ind for, vi bidrager til den form for turisme, værtsbefolkningen kan gå med til, så de ikke som en aggresiv nordmand for nogle år siden bliver tvunget til at demonstrere sin modstand mod den turistmæssige overmagt ved ganske enkelt at vise dem sin bare røv ved indsejlingen til skærgården. Det bør være et mantra for den rejsende, at man kommer for at opleve og se en nations natur, befolkning og seværdigheder på deres betingelser og ikke som en, der tromler dem med sine penge. Jeg er da godt klar over, ikke alle har råd til at gå på gourmetrestaurant, men der er mange andre spisesteder og fødevareproducenter at besøge alt efter appetit og pengepung.

Man kan komme på vandringer i oste, med fårehunden i marken og se hvilke delikatesser, geder og får er leveringsdygtige i og følge laks og andre fisk fra hav til bord. Der er nok at gå ombord i. Er man ikke til store anretninger, er der et hav af temaer at vælge imellem, når man går på opdagelse i fremmede destinationer. Man skal gerne være blevet klogere og helst også mæt og ikke bare forbrændt på huden eller lugte af klorvand, når man kommer hjem igen.