På besøg i Wistings bagland

Det gamle år sluttede rejsemæssigt  med en tur til det norske fjeldland, hvor min niece spiller håndbold i Larvik. Jeg er ingen vinterturist. Mine ben er slet ikke skruet rigtig på til skiferier, heller ikke selv om jeg  ofte har været i Østrig. Jeg hader glat føre og går mest  op i det kulinariske, jo koldere det bliver.  Skal man beskrive rejser, er jeg bedst til tredje halvleg i varme hytter.

Det slog mig dog, at Larvik er en tæt bebygget by   med en masse mennesker, der kommer hinanden ved ikke bare i håndboldhaller,  men også rent bebyggelsesmæssigt. Marianne bor i et futuristisk nybyggerområde Saltbrygga med tæt liggende huse og en masse dyre matrikler på et ganske få kvadratmeter. Om sommeren kan man se, hvad naboen har på grilltallerknen, fordi altanerne ligger så tæt, at der ikke er meget at skjule.

Nu er sommersæsonen jo begrænset i Norge, så det er nok til at holde ud. Larvik er kendt for sin familiepark Folvik, eget kildevand, en unik Bøkeskog, og så kan man besøge eventyreren Thor Heyerdahls barndomshjem. Ikke langt derfra ligger sommerbyen Stavern med en kyststi til Helgeroa. Alt det gik min næse forbi, men jeg nærer stor interesse for, kriminalserien om kommissær William Wisting  foregår i Larvik og Stavern.

Larvik er en stenrig by med  eget håndboldhold og en masse jublende mennesker, der følger stjernerne. Nu bliver  de naturskønne omgivelser berømmet gennem en lidt sendrægtig kriminalkommissær, der altid kommer i gevaldig knibe, selv er ved at blive mistænkt for  ugerningerne og lader forbryderne løbe, inden han under stort besvær får fat på dem igen.

Hans datter Line er journalist uden særlig mange etiske overvejelser om at snage i døde menneskers hjem eller filme tugthuskandidater under rekonstruktion af en forbrydelse. Hun roder sig også ud i problemer, så Wisitng har rigeligt at se til med at redde kastanjerne ud af ilden for sig selv og sin datter.

Hvad der undrer mig i Norge er, at man har lov at  bygge huse og hytter ud på den yderste pynt i fjeldet. Det givet selvfølgelig en fin udsigt, men har de ingen kystbeskyttelseslinjer eller fredet natur, hvor man ikke må pløkke en træhytte op, fordi det lige passer en. Indrømmet  skal der en del til at bebygge samtlige norske fjelde, men der er en naturarv at tage vare på.

Kendetegnende for Larvik er, at byen ligger tæt på naturen, kysten og vandet, hvorfra man kan se Color Line fra Hirtshals anduve den norske færgeby. Iøvrigt  anholder Wisting en af sine formastelige forbrydere  i havnen ved Danmarks-færgen, så Larvik er i sandhed blevet berømt i det, der betegnes som Norges dyreste krimiserie til alle sider. Der er efter sigende lavet optagelser i Saltbrygga, så jeg skal helt sikkert følge med i Wisting 3 og 4, der kommer i  fremtidige spændingsserier, for det tager jo nordmanden temmelig lang tid at få has på sine plageånder. Der er sikkert flere serier i ham endnu.

Færgeturen derop er iøvrigt et kapitel for  sig selv med stor buffet ombord og mulighed for at købe sprut  og souvenirs undervejs. Helt billigt er det dog ikke, hvis man som jeg har bopæl i Tyskland.