Ensidig litteratur-elite

Udvalget af litteratur i Danmark og hvad, der kommer på boghylderne, foreståes af en ret ensidigt tænkende elite. De store forlag sender deres udgivelser til medierne, som alle over en kam omtaler de samme bøger af kendte forfattere som Jussi Adler Olsen, Sara Blædel og hvad, de allesammen hedder, uden smålig skelen til kvaliteten. Udkommer en kendt forfatter med en bog, er han/hun sikret taletid og spalteplads i uanede mængder i TV, radio og de store aviser. Det er et kommercielt sammenrend. Forlagshuse lever af visse forfattere, der kan producere nærmest, hvad de vil, så når de ud til at større publikum via et effektivt og velbetalt markedsføringsapparat, hvor alliancen mellem medier og udgivere nærmest er gået i selvsving. Det giver et helt utroligt ensidigt udvalg af litteratur til danske læsere, som er en smal kundegruppe og derfor afhængig af få forlags udvalg – som oftest baseret på fortrinsvist økonomiske og ikke nødvendigvis litterært fornyende interesser. Et par af de gængse forfattere kunne godt trænge til en kvalitativ revision, men det har de ikke behov for. De får udgivet snart sagt alt. Nogle af de store gamle forfattere er kørt trætte og skriver tydeligvis på rutinen. Forlagene udgiver deres værker, fordi de har været sællerter gennem årtier, og så forventes de at blive ved med at være det.

Det nye mantra er trilogier eller tibinds-værk som Jussis Afdeling Q, der blot mangler et enkelt bind i at nå målet, selv om et par af udgivelserne har ladet vente på sig i lang tid. Den sidste Natrium Chlorid indeholder så mange mord og historiske sager, at det er svært ikke at kløjs i dem.

I foråret udgav den flittige Gråsten-forfatter Linda Lassen en bog om forfatteren Martha Christensen – de stille eksistensers stemme. Den handler om forfatteren til Dansen med Regitze og En fridag til fru Larsen. Martha Christensen skrev om skæve og udsatte eksistenser, der normalt ikke kom til orde. Det gav hende ikke så få priser – blandt andet De gyldne Laurbær i 1988. Der er ikke kommet mange anmeldelser af Linda Lassens første biografi, men nogle få er det da blevet til i løbet af sommeren. Skyldes det, at forfatteren bor i Gråsten, eller at hovedpersonen stammer fra Sønderjylland og boede det meste af sit liv på Fyn? Uden Linda Lassen havde vi nok aldrig fået en biografi om en af dansk litteraturs bemærkelsesværdige, men beskedne eksistenser. Martha Christensen brød sig ikke om at komme i offentlighedens søgelys. Hun sagde, at man kunne læse alt om hende i hendes bøger. Det har det elitære anmelderkorps anno 2022 åbenbart efterkommet, hvilket ikke var tilfældet i hendes storhedstid i 80erne og 70erne, hvor hun vakte stor opmærksomhed med sin særlige tilgang til socialstoffet og dets menneskeskæbner.

Leif Davidsen har skrevet Lenins Bodyguard, som er er en hårdt prøvet dansker, der med en erfaring som ordenshåndhæver i Amerika har gode forudsætninger for at passe på den russiske despot, der fik en voldsom storhed og fald i sit hjemland. De møder hinanden, da Lenin er til kongres i København. Leif Davidsen tager udgangspunkt i autentiske forhold, da han har fået kildemateriale om en sønderjyde med en historie a la den, der bliver hovedpersonen Oscar til del i den spændende historiefortælling. Forfatterens korrespondenttid i Sovjetunionen giver indsigt i omvæltningerne. Ikke mindst efterskriften gør én klogere. Leif Davidsen mener, vi støder den unge russiske generation fra os ved at gøre hele Rusland og dets beboere til vort fjendebillede i en krig, hvor russerene er de onde, og vi er de gode. Leif Davidsen er en af de kendte forfattere, der fornyr sig og vælger nye litterære veje.

Der er således nok at tage fat på i litteratur-sensommeren med et velment råd om at gå lidt uden for de gængse litteraturanemelderes, Litteratursidens og de gamle forlags fastlåste skure.