Ithaka er skøn sommerlæsning

Mich Vraa er en af de tidligere journalister og skribenter, der som forfatter virkelig er værd at læse. Han er ikke kommet til sit forfatterskab på grund af kendiseffekten eller udelukkende på grund af et godt netværk i forlagsbranchen, men fordi han virkelig har noget på hjerte. Hans bøger er gennemresearchede og velskrevne. Det gælder også den sidste Ithaka, som handler om en forfatters rejse til den græske ø, hvor hans far er død, efter Alex Harper – som forfatteren hedder – ikke har set ham gennem et halvt århundrede. Det når han heller ikke, for faderen dør, umiddelbart før den selv aldrende søn får sig taget sammen til at opsøge ham, efter faderen forlod fortælleren og moderen, da Harper var dreng.

Bogen er fuld af længsel og sommerhede og Grækenland. Forfatterens familie har et nært forhold til græsk kultur og historie. Vi bliver taget med i Odyseen og den verserende diskussion om, hvilken ø Odysseus gik i land på, da han efter årtiers fangenskab og rejse vendte hjem til sin hustru Penelope. Forfatteren i bogen er blevet verdensberømt for sin bog Penelopeia, hvor han anskuer verden fra hustruens perspektiv. Et gennemgående væsen er en kat – som forfatteren navngiver Munkustrap – som flytter ind i hans ferielogi og efterhånden overtager det hele, da det viser sig umuligt at holde den væk. Katte har sit eget liv, som vi ved. Et flot billede af Munkustrap indtager også forsiden af bogen Ithaka, som virkelig er værd at læse, hvis man vil slappe af med indsigts- og stemningsfuld græsk historiefortælling af bedste skuffe.

Jeg kan også diske op med et par værker, som man med ro i sindet kan springe over. Jeg har fået 11% af Maren Uthaug. Det er en feministisk roman om et samfund overtaget af kvinder. Mænd er forbudt adgang til verden med mindre, de er der for at tilfredsstille hunkønnet eller amme de børn, der på en eller anden måde alligevel kommer til verden. Kvinderne er optagede af at samle gift fra slanger, som de holder og udvinder eleksirer af i konkurrence med hinanden. Det er en intellektuel gang juks, som kun anmeldere og besserwissere kan have glæde af. Hvordan den bog har kunnet få De gyldne Laurbær er ikke til at fatte. Spring bare den bog over. Det samme gælder 88%, som jeg heller ikke kan anbefale nogen at give sig i kast med, selv om mændene efter sigende er på vej ud af avlscentrene, som vi lærte at kende i den første bog.

En forfatter, jeg har haft stor fornøjelse af, er britiske Elly Griffiths. Efter serien om knogleekspert Ruth Galloway – som jeg varmt kan anbefale – og serien om vicekommissær Harbinder Kaur, som jeg vil forsøge at holde fast i, har hun nu kastet sig over kriminalassistent Ali Dawson, hvis efterforskningshold kan rejse i tid.

Dawson rejser tilbage i tid til 1850 for at opklare et mord. Handlingen er kedsommelig og svær at holde fast i som krimiadspredelse. Elly Griffiths har som mange andre forfattere svært ved at holde den humoristiske og spiddende tone, der kendetegner den velskrevne serie om Ruth Galloway.

En bog, der giver stof til eftertanke er Linea Ernsts Kun til Navlen om en gruppe mennesker, der tager på ferie sammen ved en skovsø. Det er altid en god scene at bringe stærkt forskellige individer sammen i et mere eller mindre påtvungent fællesskab i idylliske omgivelser. Et par skal giftes og holder en slags forberedelsesferie med deres venner i et sommerhus. Hvordan det går, skal jeg ikke afsløre, men bogen er meget velskrevet og sætter spørgsmålstegn ved individets seksualitet og udlevelsen af den. Der er den hysterisk følelsesladede kvinde og en maskulin patriark i persongalleriet.

Hvordan individerne kommer ud af det med hinanden er en udfordrende og inspirerende læseoplevelse værd.

Håkan Nessers nyeste bog Ung mands rejse mod Nat er endnu en udgivelse i Barbarotti serien. Det får skæbnesvangre konsekvenser for idrætslærer Allan Fremling, at han bryder sine principper og bestiller en pizza. Da han åbner døren for pizzabuddet, bliver han myrdet. De fem første bøger i Barbarotti serien er de bedste. Siden er den aldrende forfatter faldet vældig af på den og bliver ind imellem lettere forsludret. Jeg kan ikke lade være med at læse ham, for hans lette finurlige, samfundskritiske og ironiske tone er en altid glædelig genkendelse. Måske går Barbarotti og Nesser en dag på pension, men selv om han ikke er på toppen af sine litterære tinder, ville jeg i givet fald komme til at savne ham.