Genkendelsens glæde giver krimier stor kvalitet

At læse Dødens Net af Gunnar Staalesen er som at komme hjem. Bogen er fyldt med alle de kendte ingredienser: slående beskrivelser af det norske land nærmere bestemt Bergen og omegn, de ironiske kommentarer til magtehaveriske menneskers gøren og laden og den private efterforsker Varg Veums slagfærdige omgang med mistænke og ofre denne gang inden for lakseopdræt. Gunnar Staalesen skriver om relevante emner. Tidligere har han udgivet en krimi med Varg Veum om vindmøller. Nu kommer det miljøbelastende lakseopdræt i søgelyset, men selv om skurkene står i kø, kan de være bedre end deres rygte. Det er tyvende bog om Varg Veum. Ham bliver man aldrig træt af. Ifølge bogen har han tredive års jubilæum på sit tyndt befolkede kontor med få besøgende, der dog har givet stof til et digert forfatterskab.

”Det havde regnet lidt om natten, men der var sprækker af blå himmmel over fjeldene omkring os. Meget ydede på, at det ville blive en dag af den mere usædvanlige slags i denne del af Vestlandet, hvor bygderne i mange år havde konkurreret om at have den største nedbørsmængde i landet, Brekke på førstepladsen, med Matre og og Solvik lige i hælene.”

”Privat var jeg i en fase af mit liv, hvor jeg følte mig strandet på en øde ø i en vittighedstegning uden så meget som en god replik til mig selv og ikke en hajfinne i sigte.”

Niels Krause-Kjær er nået til femte bind i serien om den fallerede journalist Ulrik Torp, der måtte skrive nekrologer til 300 kroner stykket for at få smør på brødet, da han blev fyret fra Dagbladet. Krause-Kjær holder de journalistiske dyder højt og begræder udviklingen i mediebranchen, som Ulrik Torp står som et skrækindjagende eksempel på. Han og hustruen Karen får tilbudt en lejlighed til en billig penge, og så viser det sig, nogen har en klemme på Torp. Hvad gør man så? Jagttegn er den hidtil bedste i serien, der nu også bliver filmatiseret.

”Tænk sig, at et fag, hvis hele omdrejningspunkt havde været papir, nu stort set kun eksisterede digitalt. Han var den eneste med papir i eksamenslokalet og savnede rapporterne med ulæselige kuglepensnotater i margen, hvidbogen, det særlige dokument, der afslørede det hele, brevet fra en fortrolig kilde - alt det, der tidligere stolt blev vist frem, rakt over bordet, studeret og holdt i hånden. Han savnede lugten af gamle dokumenter, folderne i papiret, kaffepletterne, krøllerne, der vidnede om et liv i bunden af skuffer og baglommer. Alt det var forsvundet i den computer, der blev stadig tyndere.

Administrationen havde forgæves forsøgt at forklare Torp, at han ikke behøvede at printe opgaverne – det hele lå på nettet og var meget nemmere at gå til. Han havde lovet studiekoordinatoren – som han flere gange, hvad der åbenbart var en stor fejl, var kommet til at kalde studiesekretær – at sætte sig ind i den digitale eksamensverden. Torp aftalte med sig selv at gøre det, hvis hans semesterlange barselsvikariat som lektor blev forlænget. Indtil da ville han troligt stille sig i kopirummet og tage imod i tryg forvisning om, at ingen kom og forstyrrede. Hvad skulle de derude?”

Hvis andre mener, Ulrik Torp er kedsommelig gammelmandssnak fra en svunden tid, så lad dem have deres nymodernistiske litterære finkultur for sig selv og lad os andre tage Jagttegn.

Jeg er blevet vild med den islandske forfatter Ragnar Jonasson efter at have læst hans Hulda trilogi om en kvindelig antihelt, der starter med at dø i første bind, haha. Heldigvis går Jonasson baglæns i tiden, for ellers ville der jo ikke være nogen fortsættelse. Reykjavik handler om en pige, der forsvinder på en øde ø i 1956 – et uopklaret mysterium i 30 år, indtil det opklares af en journalist og hans søster. Bagtæppet er Ronald Reagans og Mikhail Gorbatjovs møde i Reykjavik i 1986. En absolut læseværdig krimi i rækken af nyudgivelser ved årets begyndelse.

Elly Griffiths er nået til 14. bind af serien om knogleekspert Ruth Galloway og kriminalkomissær Nelson. De er nået frem til Corona-nedlukningen i Det låste rum, som handler om mord med udgangspunkt i slankekure. Nelson har selvsagt svært ved at forlige sig med nedlukningen.

”Nelson forstår ikke, hvorfor alle på den blinde vej står ude i forhaven. Hvad har de gang i? Hvad er det ved ”Bliv hjemme”, de ikke forstår? Da han parkerer foran huset, kan han høre Bruno gø indenfor, men der er også en anden lyd, noget der får Nelson til at tænke på sin barndoms fodboldkampe. Bifald. Først tøvende, nogle enkelte klappelyde i aftenluften, men så stiger det til en stor bølge. Der er også hujen og nogen, der bimler med en klokke. Hvad i alverden foregår der? Så husker han det. De klapper for sundhedspersonalet.”

”Sådan, Harry,” er der en, der råber.

”ER han rejst tilbage i tiden og har scoret vindermålet for Bispham Juniors? Så er der en anden, der råber: ”Hurra for politiet!” Herre Jemini – det er ham, de klapper ad.”

Gads er nået til femte genudgivelse i rækken af krimier med kommissær Vera Stanhope Mord efter Bogen. Den er velskrevet, men fortaber sig lidt i britiske, litterære forviklinger, da mordene i bogstaveligste forstand er foregået efter bogen. Vera kan følges i genudsendelser af krimiserien på DR i øjeblikket.

Det er gået op for mig, hvad der kradser mit øje. Den aldrende, skrappe og ikke altid tiltalende særegne kommissær er i bøgerne beskrevet som gammel og grim med opsvulmede ben og ansigt og i det hele taget en frastødende fremtoning. Brenda Blethyn er i virkeligheden alt for pæn i forhold til bogens Vera. Hun har altid læbestift på i filmen, hvilket ikke fremgår af bøgerne, og så er der lagt vægt på det sociale. Hun kalder altid folk for Lad, Love eller Pet. Bogens Vera er langt mere grovkornet og facetteret end hendes filmiske jeg. Desuden springer filmatiseringen ofte over, hvor gærdet er lavest, og det går ud over plottet og spændingsopbygningen, men Vera er med forfatter Ann Cleeves ved pennen nu bare god.