Jo Nesbøs Minnesota er berigende læsning

Minnesota er på alles læber i øjeblikket. Hvor det hele ender er ikke til at vide. Jo Nesbø har sidst på det gamle år udgivet bogen Minnesota. Den handler om forholdet til våben i hans andet hjemland, USA. Bob Oz fra familien Oz, vi kender fra Kongeriget og Kongen af Os, jagter en skydegal morder med sans for at gøre det af med sine ofre med veltilrettelagt præcision. Selv er Bob Oz på ingen måde en asket. Hans alkoholforbrug og hang til kvinder gør livet svært for ham, så han slår en del skæverter i sine forsøg på at løse mordgåden. Minnesota er Jo Nesbøs bidende kommentar til amerikansk våbenpolitik, hvor det gælder om at skyde først i håbet om ikke selv at blive ramt. De mange uskyldige ofre for en løstsiddende våbenpolitik er genstand for nordmandens ovenud velskrevne bog, som er en af hans bedste. I det hele taget er Os serien rammende og underholdende. Jo Nesbø holder sig med Minnesota på en fantastisk berigende litterær kurs til glæde for hans mange læsere.

Det samme kan man ikke sige om Døde sjæle synger ikke, som er Line Holm og Stine Bolthers videreførelse af Jussi Adlers Olsens ti binds værk om Carl Mørck og Afdeling Q. Det er et kommercielt ønske om at forlænge en for længst udpint og udskrevet personlighed og at slå plat på en sikker sællert, som går igen i alle TV sendeflader udelukkende på grund af kendis effekten. Allerede i Natrium Chlorid og Syv m2 med lås udartede handlingen i Afdeling Q sig til en gennemgang af Carl Mørcks og dermed Jussi Adler Olsens meritter i en grad, så man fik indtryk af, det tiende bind i serien var forfatterens egen hyldest til sig selv. Den kvindelige forfatterduo tilfører fortvivlende lidt nyt. Humoren er dårlig. Der er lidt om kvinders tilbøjeligheder til søde spiser og uforklarlige opførsel i overgangsalderen, men ellers er der ikke meget at hente på de mere end 500 sider tålmodighedskrævende læsning. Når jeg ser, hvor mange rådgivere og medlæsere, profilerede forfattere har, undrer det mig, en bog som Døde sjæle synger ikke, når uredigeret gennem det litterære nåleøje. Jeg har læst alle tre forfattere med ildhu, men jeg står af her. Jeg vinker farvel til Carl Mørck og Afdeling Q.

Det blev ikke bedre af at læse Dan Browns Den ultimative hemmelighed. Den excellerer i, om underbevidstheden – den stedsuafhængige bevidsthed – kommer indefra eller ude fra universet. Den bringer hovedpersonerne professor Robert Langdon og hans veninde forskeren Katherine Solomon langt omkring i underverdenen og tematiserer Prag som historisk by. Den er gudhjælpemig på 720 sider og nærmer sig sin afslutning uendeligt langsomt. Dan Brown er aldrig kommet sig over verdenssuccessen Da Vinci Mysteriet, der bragte ham verdensberømmelse for en overordentlig velskrevet spændingsroman, hvor han fik stort held af at forene det intellektuelle, det videnskabelige og det stærkt underholdende. Det har han aldrig toppet, og det kommer han nok heller aldrig til.

Jens Henrik Jensen forsøger sig måske også lidt i den intellektuelle stil med Interregnum, som er syvende bind af hans velsælgende serie om elitesoldaten Niels Oxen. Interregnum er tomrummet, fra én konge dør, til en ny udnævnes. Jeg læste med glæde det foregående bind Pilgrim, hvor min gamle kollega holdt fint styr på et kæmpe persongalleri og var meget velskrivende. Interregnum er et helt andet sted. Den er fortærsket og stilistisk stivnet og bringer hverken fortællingen eller spændingsniveauet videre. Den forbryder sig mod begrebet show it, don’t tell it, og så forekommer det mig, der bliver drukket alt for meget mælk i Interregnum. Gad vide om ikke Oxen snart har tilbragt sin sidste stjerneklare nat i skoven.

Jeg havde egentlig besluttet ikke at læse flere bøger af Mari Jungstedt, der har udgivet ikke mindre end 18 bind i krimiserien med Anders Knutas, der slår sine folder på Gotland, men så greb jeg alligevel Den sidste Udpost og blev vældig fornøjet. Anders Knutas er blevet far i pensionistalderen, og hans hustru skal nok føre kommissærembedet videre, mens Knutas tager sig af barnet. Plottet er et skuddrab på en kvinde i et øde område på Gotland, og det bliver selvfølgelig opklaret. De personlige overvejelser og forandringer i livet for hovedpersonerne er tankevækkende og underholdende, let og lige ud ad landevejen og forsøger ikke at gøre sig til noget intellektuelt eller ophøjet, men er snildt læst på 371 håndterlige sider. Den glider lige igennem, som Information har skrevet om en af Mari Jungstedts talrige bøger i serien.