Kendte forfattere hviler på laurbærrene

Jeg har henover nytåret læst det meste af den netop udkomne litteratur af kendte danske og udenlandske forfattere. Elly Griffiths Ekspert i mord og Stencirklen, Ann Cleeves Hejrens Skrig, Katrine Engbergs Det brændende blad og Arnaldur Indridason Mørket ved besked.

Fælles for dem alle er, de kører på rutinen. Der er intet nyt at hente og ingen inspiration i udgivelserne. Elly Griffiths mener åbenbart, hun skal begave læserne med sin litterære indsigt, som hun bruger til at spinde en ende over sjældne forfatterskaber tilsat et særegent persongalleri, der personificerer hendes litterære kundskaber. Det bliver temmelig snirklet og ikke særlig spændende og som mange andre romaner af kendte forfattere i disse tider alt for knudret og langt. Ann Cleeves behøver ikke skrive mere, for hun har udgivelser nok på samvittigheden. En gang imellem skulle hun hellere lade være, men hun har selvfølgelig en omfattende filmproduktion at holde i ave, så det er vel svært at kvalitetstjekke.

Jeg er måske skuffet over, kendte forfattere kommer med noget, der er så ringe. Ofte tager det tid at få fingre i udgivelserne. Heldet krones ikke med læseglæde, når man sidder med ovennævnte bøger i hænderne. Engbergs bog foregår i Thy, men den landsdel og de mennesker har hun ikke megen kendskab til, ud over det kan være fristende at henlægge mordgåder i mørke egne.

Hane Vibeke Holsts Kriger uden Maske er jeg ikke imponeret af. Den handler om kunstneren Sonja Ferlov Mancoba, som jeg ikke kender og heller ikke føler, jeg har lært ret meget bedre at kende efter at have tyret murstensromanen igennem. Hun levede som skulptør efter først at have slået sig på tegning og maleri og giftede sig med en sort kunstner Ernest Mancoba, som hun lever med i Paris i 30erne og under 2. verdenskrig, som han tilbringer i en fangelejr.

Første halvdel af bogen handler om en ulykkelig forelskelse og anden halvdel om forholdet til Mancoba. Hvilke kunstværker Sonja Ferlov går hen og bliver berømt for er svært at sige, og hvorfor hun absolut skulle være kunstner, står heller ikke lysende klart. Hun lever af sin families penge, men om hun kan ernære sig selv som kunstner eller nogensinde kommer til det, melder historien ikke noget om. Bogen er en lang fnidder fnadder agtig kærlighedsroman, hvor der bliver fniset en del og taget hinanden under armen de alvorlige tider til trods. Det er langt fra Hanne Vibeke Holsts bedste roman. Det er Knud den Store om faderen Knud Holst.

Anne Lise Marstrand Jørgensen har bedrevet bogen Sange om stilhed og hjem. Den fortæller om en flygtningepige Ursula, der har voldsomt traumatiske oplevelser med sig til et liv i en flygtningelejr i Danmark ved krigens afslutning. Det er flot og rammende fortalt, men så møder hun en musikstuderende, der som korleder vil opføre et værk med et flygtningkor. Hans fantasier og tanker er meget flyvske og tager læseren med ud på et overdrev, som man skal være vedholdende for at stå igennem. Gør man det, er det en meget smuk fortælling.

Skal jeg komme med nogle lidt usædvanlige anbefalinger fra det sidste halve års læsning, må det være Helvedesblomster af Ilaria Tuti, der handler om en ældre kommissærinde med svigtende helbred, som skal opklare uhyggelige mord nærmest mejslet i den norditalienske natur. Den er smukt og troværdigt skrevet og får flere forhåbentligt lige så læseværdige efterfølgere. Den blev anbefalet af boghandlerne i sommer og ikke af litteraturpingerne.

Endelig har Karin Smirnoffs Jeg tog ned til Bror fra 2020 overrasket mig littereræt, men hun skriver navne ud i et og uden store bogstaver og med moderne tegnsætning, så den er svært læselig for ikke læseheste – hvorfor skal det altid være så besværligt, men læs den da!