Landskabskrimier
- Lise Kristensen
- 6. jun. 2023
- 3 min læsning

Gads Forlag har udgivet Ann Cleeves første krimier Kragefælden og I Løgnens Spor om kriminalkommissær Vera Stanhope, der slår sine folder i Northumberland. Krimiserien med udgangspunkt i det nordlige England er filmatiseret i flere serier med skuespilleren Brenda Blethyn som Vera. De to første krimier i serien er ikke tidligere udgivet på dansk.
Hun er en ældre, bombastisk kvinde med mord som speciale – og hun opklarer dem alle. Vera er del af en udvikling, hvor ældre, kloge og selvbevidste kvinder får hovedroller som kommissærer og detektiver i en grad, som ikke tidligere er set. De er også et led i rækken af landskabskrimier, hvor vi får præsenteret omgivelserne, naturen og egnens og befolkningens særkender i løbet af handlingen, hvor naturskønne panoramaer og bølgende kornmakker præger skærmbilledet i betydelig grad.

Præsentationen af omgivelserne og miljøet spiller en lige så vigtig rolle i krimiserien som plottet og persongalleriet. I filmatiseringen er antallet af mord og morderen ikke en til en i overensstemmelse med handlingen i bogen. Kragefælden er på 442 sider og handlingen derfor umulig at få ind i et krimiafsnit på halvanden time, så der sorteres med hård hånd i handlingen.
Brenda Blethyn er sin bryske væremåde til trods en forskønnet udgave af Vera i Ann Cleeves’ bøger. I bogudgaven er kriminalkommissæren klodset, grim og med et ikke umiddelbart vindende væsen.
”Hun var en stor kvinde, solidt bygget og godt polstret. Hendes næse var løgformet, hun havde bare ben og lædersandaler på de store fødder. De firkantede tæer var fulde af mudder. Hendes ansigtshud var skjoldet og arret, så Rachael formodede, at hun led af en eller anden allergi eller en hudsygdom. Hun havde en gennemsigtig regnjakke ud over sit tøj og stod i døren med regnen dryppende fra jakken og det grå hår klæbende mørt til sin pande. Hun sendte politikvinden ud. ”Te, tak, min ven.” Så rakte hun en hånd på størrelse med en skovl frem. Da Rachel rejste sig for at trykke den, kom hun i tanke om, at hun havde set kvinden før. Hun var posedamen, der var kommet brasende ind i kapellet til Bellas begravelse.”

Vera er anmasende og svær at ryste af sig, men selvfølgelig også symptisk i kraft af, at hun er på ofrenes og de svages parti og ikke ligger under for engelsk upperclass aristokratisk snobisme. Hun er opvokset i en stationsbygning langt ude på landet, hvor hendes far ulovligt samlede sjældne fugle og æg, som han opbevarede på stationsloftet. Alt det skal Vera rydde op efter, da hendes far dør. Hun er som sin far en særling med stort kendskab til naturen og de særegne personager, der tegner persongalleriet i det Cleevske univers.
Vera er irriteret og misundelig på sin assistent Joe Ashworth, der er en pæn spidsborger med kone og børn og glæde ved familielivet, som Vera aldrig har kendt til. Hun ser en sjælden glæde i at forstyrre ham i de hjemlige cirkler, når sagerne spidser til og har ikke noget imod at få ham til at bryde op under en familieaften, hvis chefen kræver det.

Som i bogen modnes Joe i løbet af serien og træder mere i karakter over for den strikse Vera, hvilket hun har respekt for. Afsnittene indledes med, der sker et mord. Vera kommer til stedet og får de beskyttende plasticovertræk sat på fødderne af sin assistent, fordi hun ikke selv kan nå ned til sine værkende væskende fødder. Ikke sjældent er hun på indkøb og hjemfører is og fastfood i anselige mængder som bevis på hendes usunde livsstil, hvilket hendes assistent ikke lader gå upåagtet hen.
Vera og Joe fælder altid morderen i fællesskab, mens de suser afsted i hendes Rover i de stormomsuste landskaber. Kragefælden og I Løgnens Spor er både værd at læse og at se som film.
Kommentarer