Blandede litterære bolsjer

Julen har været en lidt blandet litteratursæson. Bøger har indtil videre ikke kunnet byttes, fordi bogladerne lukkede ned mellem jul og nytår og først er åbnet igen. Mange har sikkert grebet hurtigt til udgivelserne for at sikre de sidste nødvendige desperate julegaveindkøb.

Selv fik jeg ”Det er de danske som flygter” af Erik Valeur og Lise Ringhof. Den starter meget godt med en skildring af Fanø-drengen Erling Brinch, der bliver ven med en vanskabning Hubert, som er en introvert, men begavet person, der ligesom Erling elsker det ensomme liv i naturen. Moralen er den tids syn på anderledes tænkende og fysisk og psykisk handicappede, som, der i de krigshærgede tider var enighed om, ikke skulle have lov at sprede deres gener til kommende generationer, hvorfor man måtte tvangsssterilisere dem. Det tredje rige havde anderledes hårdhændede metoder at gribe tingene an på, hvilket også indgår i bogens handling.

Så vidt, så godt! Det er dog forunderligt i hvor høj grad, bogens forfattere bryder forskriften Don’t tell it, show it! Gang på gang får læseren at vide, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Bogen er meget sort-hvid. Der er ingen tvivl om, hvem vi skal elske, og hvem vi skal hade! Erling Brinchs følelsesliv og flugt er beskrevet på en måde, så vi ikke skal gøre os selvstændige tanker om, hvor han er henne i følelsesregistret, og hvilke omstændigheder der spiller ind på det. Ikke meget overlades til læserens fantasi på den konto.

Svigerfaderen Oskar Tystrup er et dumt svin, der med sovsen løbende ned ad hagen prisværdiger nazisterne, som forstår at sætte skik på samfundet.

”Ja!” sagde Oskar Tystrup og satte sit glas. ”Et nationalt pati for arbejderne på fabrikkerne – som samtidig bekæmper bolsjevismen og dominansen fra jøderne...” Den let ludende mand gik et øjeblik i stå over sin tallerken- ”...det kan vi danske, folk som mig kun være glade for.”

Manden er storskrydende, grovædende og frastødende og lider selvfølgelig af kredsløbskvababbelser, som han vil have sin svigersøn Erling til at kurere ham for, uden han selv er indstillet på at gøre noget ved sin livsførelse – en fra først til sidst usympatisk mand selvfølgelig med nazistiske sympatier.

Erling har giftet sig med den rige fabrikant-datter fra Vejle, selv om han egentlig ville have været læge i verdens brændpunkter for at hjælpe nødstedte og lidende mennesker. Det fik Ragnhild vendt op og ned på, så han i stedet bliver privat praktiserende i hendes fødeby Vejle.

”Åh ja,” sagde hun og drejede rundt i den minkpels, der også var en gave fra hendes forældre ”Det er måske fra hende eventyersken, som man altid hører om – Kate-et-eller andet...”

I virkeligheden vidste han ikke, hvor meget Ragnhild kendte til hans og Kates tidligere forhold, og han mindedes ikke at have fortalt hende ret meget, men spørgsmålet gjorde ham endnu mere forvirret: ”Nej, hun skriver ikke til mig..” sagde han – og kunne selv høre, hvor tåbeligt det lød.

”Nå, så hun skriver ikke...?” sagde Ragnhild, stadig med blikket rettet mod spejlet. ”Det er måske fordi i ses – i stedet for?” Hendes tone var så spydig som aldrig før, og han forstod ikke, hvorfor hun spurgte til Kate, når hun i årevis havde foretrukket at leve sammen uden kærlighed – blot som forældre til Eva.

”Det er fra Gribben,” sagde han. ”Det er om Høgen.”

Hun lagde hovedet ironisk på skrå. ”Åh ja – hele den lille fuglepark, som du fandt på den der fiskebeværtning i København. Flyver de virkelig endnu...?”

”Han er meget syg...”

Hun var tydeligvis ved at tabe interessen og stod allerede i døren.

”Han er døende, skriver Gribben.”

”Gribben, Høgen... pelikanen, albatrossen.... hvad de end hedder. Du har aldrig kunnet slippe den flok af fuglevenner, du kom fra, og det er i virkeligheden en stor skam.”

Hun smækkede yderdøren så hårdt, at det store guldspejl klirrede mod væggen.

Ragnhild er heller ikke en af bogens superhelte. Gribben og Høgen er Erlings kendte redaktørvenner fra værtshuset Flynderen fra hans studietid i København. Bogens kvindesyn er en gåde. Det er kvinderne, der bebrejder mændene, at de hele tiden flygter – fra Dybbøl i 1864 og fra deres ansvar under diverse krige. Datteren Eva derimod får to børn med uniformerede karismatiske mænd – den ene en tysk og den anden en skotsk officer, der træder ind på scenen under befrielsen, da førstnævnte er blevet kaldt hjem i krigen. Hun får børn med dem begge, men får tørret fadderskabet af på to medgørlige danske mænd, hvoraf den ene dør som modstandsmand i en ung alder. Evas slingren mellem diverse uniformerede he-men og belejligede danske standin fædre tegner et fortidigt kvindebillede af en mor, der søger mandlige forsørgere og beskyttere. Det hindrer hende ikke i at moralisere over de svage danske mænd, der flygter, når det gælder. At kvinderne skulle have nogen aktiv rolle i den sammenhæng, melder historien ikke noget om. At det skulle være fejt at flygte fra Dybbøl og verdenskrigenes skyttegrave, er meget svært at forstå, hvis man har sat sig ind i, hvad der foregik på de fronter, soldater gennem århundreder har været sendt ud til.

Det er svært at forstå Erik Valeur, som fik sit gennembrud med Det syvende barn, er endt i den historieromantiske genre, men det er måske ham der står bag de fine beskrivelser af landskaber, kirker og fanøske hjem i bogen. For vejlensere og fanøboere vil den sikkert have interesse som lokal historiefortælling, da en stor del af handlingen udspiller sig der.

Fortællestilen ender i suppesød romantik. Forlaget Gutkind, der har udgivet den kvindelige Lindhardt og Ringhof efterkommers værk, stiller to yderligere bind om familien Brinch i udsigt, men her er jeg stået af. Jeg behøver ikke mere suppesød romantik om familien Brinchs videre færd endsige moraliseren over, hvordan verden bør se ud ifølge senromantiske fortællere med et forældet kvindesyn.

Kom nu Jussi

En forfatter, der snart skylder en udgivelse, er Jussi-Adler Olsen, der mangler to bøger i sit tibinds-værk om kriminalkommisær Carl Mørk og hans særprægede Afdeling Q. Selv om vi nu kender assistent Roses hemmeligheder og skizzofrene baggrund, så mangler vi stadig at få at vide, hvilke lig Assad har i lasten. De alenlange serier med trebinds, fembinds og tibindsværker truer med at tabe pusten undervejs. Det har Jussi måske også selv gjort, men sker der ikke snart noget, kommer de trofaste læsere af det foreløbige ottebinds værk til at stå tilbage med en masse spørgsmål. Måske er de i mellemtiden gået over til at læse hårde konkurrenter som Jesper Stein og Thomas Rydahl, der har været anderledes produktive i Adlers pause. Han har tilsyneladende haft travlt med at flytte i herskabsvilla i Hørsholm og har måske ikke så meget mere på hjerte, som man skulle tro, da han startede sin tibinds-odyssé.