Boglig hjernevask

2021’s bogsællerter bevæger sig ind i hjernen på læseren. Det være sig Peter Øvigs ”Jeg er hvad jeg husker” og Christian Jungersens ”Du kan alt”. Sidstnævnte har fået en hård medfart af anmelderne her ni år efter succesforfatterens sidste bogudgivelse. Nogen finder den alt for lang og uoverskuelig. Jyllands-Posten gav den først én stjerne efter ved en fejl kun at have anmeldt det første af de to Du kan alt bind, der dog fik endnu en stjerne i anden ombæring. Jeg synes, det er en typisk Jungersen. Den første sællert Undtagelsen handlede om mobning og psykisk chikane på et institut for menneskerrettigheder. Bestselleren var en nervepirrende psykisk thriller med makaber afslutning. Du forsvinder handler om en mand, der får en hjernesvulst, og hvilke af hans handlinger har så været bevidste, og hvad har han foretaget sig af uoverlagte gerninger?

Du kan Alt fortsætter i det spor. En terapeut og coach – Lykke-Per – tilegner sig evnen til at kunne meditere sig væk fra alverdens dårligdom, hvilket han bruger til at gøre tugthusfanger og torturofre i stand til bedre at tackle aggressioner og traumer. Til sidst er hans kunnen dog ved at tage magten fra Lykke-Per selv, så han har svært ved at styre sine ud af kroppen øvelser, der bliver en slags afhængighed for ham på linje med det, han forsøger at kurere andre for. Dobbelttydigheden og tabet af selvkontrol er typisk Jungersen.

Devisen er, du kan alt i den to en halvte alder, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og konen som regel også fløjet. Du kan påbegynde en ny karriere, et nyt liv, rejse til et andet land – ja tage en anden identitet. Samtidig spidder han den vestlige middelklasses dekadence på finurlig vis. Lykke-Per er på et rekreativt ferieresort på Bali, da han i bogens start stadig arbejder som kommunikationschef i Albertslund kommune.

”Det er som om jeg på min tyvetimers flyvetur for en uge siden blev forvandlet fra at være nyskilt kommunikationschef i Alberslund Kommune til at være James Bond. Jeg er omgivet af luksus i en verden hvor solen altid skinner, og jeg er omgivet af halvnøgne kvinder der slanger sig omkring mig – tydeligvis venligt indstillede over for tanken om ukompliceret tropesex. Det eneste der adskiller mig fra Bond, er at en del af kvinderne er her fordi de har alvorligt brug for Dharmalayas ´holistiske vægttabsprogram’, der for nylig blev rost i Wall Street Journals livsstilstillæg. Og så er der i Bond-film heller ikke nær så mange kvinder over halvtreds.”

”Fem tunge kvinder i badedragter har søvngængerlangsomt og med udtryksløse ansigter vendt deres solbriller mod mig. Jeg åber en bog jeg fandt i Dharmalayas bibliotek. The Joy of Living hedder den. Inden i bogen skjuler jeg min mobil og går på Messenger udelukkende for at skrive til Silas.”

Du kan Alt er vel researchet og har igen en tankevækkende afslutning, som læseren så kan sidde og tygge på efter to bind på i alt over 700 sider. Der er så mange bøger, der er alt for lange. Hovedparten af det, der bliver udgivet, ville have fordel af et tiltrængt linjetjek.

Peter Øvig fortæller om at få elektrochok som patient med psykotisk depression. Han kæreste og venner tvinger ham ind på den lukkede afdeling, hvor han får elektrochok, som han selv som ung journalist har skrevet, er en forfærdelig behandling at byde psykisk syge. Det råder han nu bod på ved varmt at anbefale behandlingen efter selv at være blevet helbredt. En af de omdiskuterede lægelige konklusioner er, at behandlingens virkning kan have sammenhæng med patientens intellekt. Ikke alle anbefaler elektrochok. Nogen taber helt hukommelsen og kan ikke huske deres børns fødsel, barndom og konfirmation og taber deres identitet ved behandlingen, og det er jo lidt af en bivirkning.