Det eftertragtede ørige i Nordatlanten
En regnvejrsdag i september fløj jeg til Færøerne sammen med min søster. Vi ville se det smukke ørige i Nordatlanten, og vi blev ikke skuffede. Efter først at have taget livtag med en genstridig GPS i den lejede bil, landede vi på Hotel Føroyar, som ligger smukt bygget ind i fjeldet i udkanten af Torshavn med så mange faciliteter, at hotellet er en attraktion i sig selv.
Pengene til lejebilen var trods et depositum på 10.000 kroner godt givet ud. For at komme rundt på øerne er det nyttigt at være mobil, og man bestemmer selv tempo og destination. Vi var på Streymoy, Kalsoy, Eysturoy og Vagar. Færøernes attraktioner er ikke kunstigt opbyggede oplevelsesparker, men rå og smuk natur. Her vandrer brægende får – dem er der 70.000 af på Færøerne – over vejene og i højderne, hvor turisterne færdes side om side med de tykpelsede, hårdføre firbenede.
Vi var der i efteråret, så mange af stierne ud til naturfænomenerne og seværdighederne var smattede og glatte. Om sommeren befolkes de mest eftertragtede turiststrøg af tusinder af besøgende fra hele verden, så det er hverken til at komme frem eller tilbage. Færøerne har ikke brug for flere turister. En million af slagsen lægger hvert år vejen forbi det eftertragtede ørige. Der er kø på tinderne og påbud om at holde sig på stierne og undlade at sætte droner op.
Færøerne er Gudesmukke. Det ene slående syn efter det andet møder én, når man runder en pynt til fods eller i bil. Stenformationerne Kæmpen og Kællingen i Tjørnuvik og figuren Sælkvinden ved Mikladalur på Kalsoy ses flere forskellige steder fra, om man skuer dem fra en anden ø, fra et skib eller på stedet, hvor de står. Formationerne ses nederst på siden.
Vejene er mange steder smalle og ind imellem tæt på ufremkommelige med ét spor, hvor bilister skal vige for modkørende, og med så smalle tunneller, at det er med at holde øje med vigepladserne og lygterne fra bilister, der nærmer sig i modsat retning. De 87.000 årligt besøgende på Kalsoy, 60.000 i bygden Gjov og 100.000 i Saksun har givet udfordringer for fåreavlere og bygdernes beboere.
Det koster typisk 150-200 kroner at begive sig på vandring eller at besøge en af bygderne. Pengene går til vedligehold af stier og hegn og forbedringer af attraktionerne. Cafeerne og spisestederne, som der var henvist til i turistinformationerne, så vi ikke meget til. De er lukket uden for sæsonen. I september skal man selv have fortæring med.
Det er ikke usædvanligt at møde især asiatiske influencere, der filmer sig selv i rosafarvet kaninoutfit eller en japaner, der siddende på en bænk med en flaske champagne og med mobilvideoen slået til skåler ud mod vandfaldet Múlafossur. Influencerne er der hundredvis af i højsæsonen. De er stærkt medvirkende til droneforbuddet, ligesom der bliver spærret af på kirkegårde og private steder, hvor de besøgende ikke har kunnet tøjle deres selvprofilering. Man kan spørge sig selv, hvad Færøerne skal med de horder af asiatiske oplevelsesturister, influencerne fører med sig.
Det er let at forstå, mange gerne vil se de fantastisk flotte øer, hvis særkende er den rå, men ikke uberørte natur. Lakseopdræt giver Færøerne en milliardindtægt, der har gjort øsamfundene meget rige. Nogle er også trætte af turister og fiskefarme. En helt utrolig udbygning af Færøernes tunneller og infrastruktur har gjort øerne langt mere fremkommelige. Tunnellen mod Eysturoy har en rundkørsel. Man betaler med sit kreditkort for at køre igennem, og de er en oplevelse i sig selv på turen rundt i de ikke helt så isolerede øsamfund.
Kommentarer