Krakow er en rejse værd

Jeg har aldrig rejst ret meget i Østeuropa. Jeg har en fordom om, det er for ukomfortabelt. Rejser de seneste par år har overbevist mig om det modsatte. Gamle østeuropæiske stæder har masser af seværdigheder, kultur og fremragende restauranter. Det er som om, de vil bevise, de har noget at byde på og gør alt, hvad der står i deres magt for at gøre sig attraktive over for stadigt flere tilrejsende. Gamle kulturbyer som Wien og London lever på rutinen i visheden om, turistmasserne nok skal indfinde sig. Østlandene har kæmpet mere med deres image og af og til en tillukkethed i kraft af nærheden til stormagten Rusland, der giver en vis skepsis over for, om man overhovedet tør rejse til lande derovre ad.

For nylig var jeg i Krakow i forbindelse med en kursusrejse til Polen og Ukraine. I den sammenhæng er Krakow den sikre, europæiske by, mens man jo helt beviseligt kommer til et land i krig, når man krydser grænsen til Ukraine. I Krakow går det anderledes fredeligt og kultiveret for sig. En guide viste os rundt på en tre timer lang tur i byens gader. Man kan gå rundt om den gamle middelalderby på en bymur. Der er masser af museer og monumenter og historiske seværdigheder. Vi var på kongeslottet og gennem parker, middelalderby og torvepladser med fine restauranter og konditorier. Guiden havde en herlig svaghed for at nævne, når en bygning var den 16. mest attraktive af sin slags i verden, eller hvilke vigtige personer har befolket diverse steder gennem århundrederne. Vi kendte ikke dem alle. Han var uden tvivl stolt af sin by og berettede i detaljer om løst og fast i timevis.

Krakow har et jødisk kulturcenter og mødested for folk med jødisk tilknytning. Krakow havde en stor jødisk befolkningsgruppe før 2. verdenskrig. 90 procent af byens jøder forsvandt under jødeforfølgelserne. Det jødiske centers formål er at bevidstgøre om jødisk kultur og historie.

Da vi var på universitetet spiste vi på Restaurant Dynia, som virker som en mellemting mellem en studentertilholdssted og et eksklusivt spisested. Det ene udelukker ikke det andet i vore tider. Krakow er helt med på vegetar- og veganerbølgen, selv om man også kan komme på restauranter med kødudskæringer og fine vine. Jeg kan anbefale restaurant Jarema, som jeg spiste på to gange. Der er fredeligt og roligt og rent og pænt, og så er maden til at betale for penge, selv om restauranten fik en Michelin stjerne i 2019. Huske at give drikkepenge. Personalet beder ikke selv om det.

Vi var også på Morskie Oko, som bliver kaldt Krakows bedste restaurant, og som følge deraf var tæt pakket af mennesker. Man kunne få både gedigne nationale retter og burgere, gullasch og borscht. Den verdensberømte rødbedesuppe er ukrainsk af oprindelse, selv om flere lande vist påberåber sig den som nationalret. Den er iøvrigt også af stærkt varieret kvalitet, alt efter hvor man indtager den.

Vi var på det fine konditori Noworolski midt på markedspladsen. Der blev vi og flere andre taget ved næsen. De veksler til en ågerkurs. Man kan ikke finde ud af, hvad det, man har fået, reelt koster. Nogle prøvede ved at betale med polske zloty – altså med aftalte penge – men heller ikke det hjalp på overskueligheden. Tjenerne stod og grinede, da vi var på vej ud ad døren, så vi er nok ikke de eneste, der har betalt rigeligt for kaffe og kage, men fint er det, og 300 kroner for en øl og to cappuccionoer med chokoladekage er vel til at leve med.

Vi boede på Hotel Polonia. Hvis du gør det, så sørg for ikke at få et værelse ud mod sporvognsholdepladsen, for der kører sporvogne med hvinende bremser dag og nat. Ud mod den krydsende vej er der ikke så mange larmende sporvogne, men det er et af de steder, man skal undgå at have vinduer ud mod hovedstrøget.

Som bosiddende i Tyskland genkendte jeg mange af de butikskæder, jeg til dagligt frekventerer i Flensborg. Rossmann går igen i det polske gadebillede sammen med andre kendte tyske kæder. Europæiske byer kan ligne hinanden meget, men hvad seværdighederne, standarderne, kulturen og stilen angår, er Krakow en europæisk kulturby i

særklasse.