En daglig prøvelse at være borger i et land i krig

Jeg har været på en tur til Lviv i Nordvestukraine og rejste ind fra Krakow. Jeg var med et hold journalister, der tog ud for at tage forholdene i nærmere øjesyn. Vi er så privilegerede, at vi kan rejse ud igen. Lviv er en forholdsvis frederlig by, der ikke har været voldsomt påvirket af krigen i form af bombardementer. Dog er der faldet mange soldater fra Lviv, der bliver sendt til fronten på lige fod med alle andre. På torvet er der hver dag nye billeder til minde om de faldne. Ikke langt derfra ligger et tillokkende konditori med alskens søde fristelser og personale i uniform under skinnende lamper i højtloftede lokaler. Kontrasterne er til at tage og føle på.

Når man sidder på Lviv Croissants og får sin morgenkaffe, kan man se gamle koner ase afsted for at komme ind i de ramponerede busser, der skrumler gennem byens gader. Vi ser billeder herhjemme af familier bestående af kvinder og børn, der er flygtet fra krigens rædsler og har fundet ly i et dansk smørhul – dog ofte med uvisheden om deres mænd og fædre ved fronten. Vi kan ikke forstille os, hvordan det liv er.

Udsatte grupper som gamle kvinder og mænd er blevet i landet. De kan ikke overskue at flygte. De har ofte hus og hjem og har svært ved at se et liv i øjnene under fremmede himmelstrøg efter at have levet hele deres liv i Ukraine. Tænk en situation at stå i – bliv bombet og angrebet af skytsbærende droner eller ryk teltpløkkerne op og find et andet sted at bo efter 70-80 år i dit eget land. Hvilket valg. Man kan se, hvor trætte og slidte befolkningen er. De forsøger dog at holde humøret højt. Vores guide gav sig til at danse midt på gaden for at udstråle lidt optimisme, men hun har som alle andre familie og venner, der lever i stor uvished i et forarmet og forhutlet land. De er ikke i nogen misundelsesværdig situation. Jeg tog mig selv i ikke at ønske opmærksomhed, fordi alle kan se på os vesterlændinge, at vi er privilegerede turister, der har stor forståelse for ukrainernes situation og i værste fald opfører os som turister, der kommer for at glo på krigens rædsler.

Kan man tillade sig selv at gå til begravelse af en soldat i den lokale kirke. Ja, hvis man holder sig i baggrunden bagest i kirken for ikke at støde den sørgende familie og ligne tilrejsende turister til globegravelse. Nogle var ude på kirkegården med massevis af krigergrave og kom forstemte tilbage. De havde mødt sørgende mennesker, der ikke græd over deres bedsteforældre og familiens gamlinge, men over deres sønner, brødre og fædre. Hver morgen klokken 9.00 stopper al trafik for at mindes krigens ofre, og så er det med at stå stille.

Lviv er en fantastisk kulturby med masser af imponerende bygningsværker, kunst, parker og monumenter. Nogle steder kan man dog se, krigen har slået ned i murværket. En anden guide, der lever af at skaffe forbindelser og kontakter til udenlandsk presse og andre, fortalte, hun var nødt til at tale med sin datter om, de måske bliver russere en dag. Hvis russerne vinder krigen, så kommer de og gør Ukraine til russisk land. Mange kan russisk og har levet side om side med russerne hele deres liv. Putin betragter Ukraine som sit landområde. Han blev overrasket over den modstand, han mødte, da den russiske hær rykkede ind i februar 2022. Ukrainerne holder stand, men bliver de ved med det. De er ofre for en sjakren frem og tilbage på internationalt plan. De er kegler i et spil, hvor krigslykken kan vende, hvad øjeblik det skal være.

Vi mødte en soldat, der havde mistet sin bror i krigens første år. Den unge soldat var desillusioneret og nærmest ligeglad med internationale analyser af krigens udfald. Han og mange andre har fået nok. En dansk erhvervsmand, der ejer en IT-virksomhed fortalte, at hans ansatte tjener så godt, at hvis de møder nogen, der vil have dem til fronten, kan de på stedet betale 5000 dollars for at slippe, og så skal de ikke ud på slagmarken. Det må været et trættende og udmattende budskab for dem, der er derude, og som ikke har råd til at betale sig fri. De færreste tjener så mange penge i Ukraine. Veluddannede lærere og professorer skal leve for en løn på i omegnen af 1500 kroner om måneden til en hel familie.

Vi var i et værksted, hvor de producerede droner. En halv snes unge mennesker stod og lavede håndlavede droner, der kan bære selv ret tunge genstande som sprængstoffer og andet angrebsmateriel ind over russisk territorium. De er helte i det små. Hver gang de laver en færdig drone, håber de, den når sit mål – at ramme en eller flere russere eller deres materiel. Umiddelbart efter vi kom hjem var der et ukrainsk angreb på en militær lufthavn i Rusland. De droner, der udførte den opgave, var i stand til at bære tungere last, end dem vi så i Lviv.

Soldaten fra fronten sagde, han havde lært sig selv at håndtere antiluftskyts ud fra en video på You Tube. Han ærgrede sig grænseløst over, han ikke havde ramt en russisk helikopter eller noget større. Han havde trukket sig fra tjeneste. Det må han, fordi han har mistet et nærtstående familiemedlem.

Hvad håber vi for krigen i Ukraine? Der bliver aldrig en vinder. Naivister har i deres vildfarelse troet, russerne ville fortrække ydmygede fra slagmarken. Det kommer ikke til at ske. Der er ingen vej uden om at forhandle sig til en form for fred, så Ukraines befolkning igen kan leve i et fredeligt civilsamfund, som vi andre betragter som en selvfølge.