Fire årtier som bladsmører

1.februar havde jeg 40 års jubilæum som Journalist. Jeg har fire årtier på bagen som skrivende i dansk dagspresse. Jeg plejer at sige, jeg har taget turen ned langs den jyske højderyg fra Thisted over Randers og Aarhus til Nibøl og Flensborg, hvor jeg nu har boet i 30 år. Jeg har skrevet om alt fra affaldsindsamling til folketingsvalg, personportrætter og internationale forhold. Det er mig umuligt at sige, hvad jeg foretrækker. Jeg kan bedst lide det autentiske. For mig har det ikke været sagen at stå og uden for en dør på Christiansborg sammen med en snes andre journalister og vente på, statsministeren eller en anden indflydelsesrig person kommer ud.

Dem, der har gjort det, er også dem, der har klaret sig bedst vurderet ud fra aflønning og jobfastholdelse. Lad det være sagt med det samme – en stor del af dem, jeg blev uddannet sammen med, har forladt branchen, fordi de blev fyret og måske gik på pension eller fandt en anden metier at kaste sig over. Journalistikken bar ikke ind i fremtiden. Det er et af de fag, hvor der er fyret langt flest ansatte gennem de senere årtier. Jysk Fynske Medier, som jeg har været på, har sagt farvel til en fjerdedel af alle journalistiske ansatte blot i den tid, jeg var der. Washington Post har i en lidt anden boldgade lige fyret 300 journalister.

Jeg har altid undret mig over, hvem der blev ledere i dansk dagbladsbranche. Jeg siger ikke, andre kunne have gjort det bedre, men mine øverste chefer har i høj grad været mænd med de rigtige forbindelser. Det har ikke været nogen, for hvem journalistikken var i højsædet. Ville de have sagt nej til et blodbad i form af en fyringsrunde, var de selv blevet fyret. I hvert fald kan jeg sige, alle de krumspring, de gjorde, mest tjente til at sætte dem selv i scene frem for at sælge aviser på journalistisk indhold. Det er nok også en håbløs romantisk tilgang at have til faget.

Det er overtaget af influencere, podcastere og mediefolk, der først og fremmest selv vil være kendte. De journalistiske dyder som dokumentation og at høre flere kilder er gået tabt. Det er der ingen, der gider vente på. Så hellere svælge sig i halve sandheder. Bare se, hvor mange journalister, der er i Norge for at dække Marius Borg Højbys nedtur. I Gaza er 72.000 mennesker slået ihjel uden tilnærmelsesvist at have fået samme opmærksomhed. Licensbetalte medier har kun intetsigenheder på deres hjemmesider. Det er de rene gåder og tomme kalorier.

Du puslingeland, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge. Mediekonsumenter vil hellere læse om strik og mad end om krig. De vil hellere have nyt om de kendte end analyser af troppefremrykninger og tilbagetrækninger. Billeder og nyheder om kongefamilien og deres kønne børn batter mere end Trump og Putin. Da jeg var til modtagelse af kongefamilien i Gråsten i sommer, var gaderne sorte af mennesker. Det må vi bladsmørere tage til efterretning, men vi har også forpligtelser.

Hvis vi ikke sætter os ind i, hvad kandidaterne står for op til et valg, hvem er det så, vi vælger? Husker ikke alle de pinagtige konstellationer, der kom ud af sidste kommunalvalg, når valgte kandidater sprang i målet? Husk i det mindste de svigefulde til næste valg. Det burde medierne kunne hjælpe med, hvis medarbejderne ikke er skiftet ud i mellemtiden.

Jeg skriver stadig som freelancer. Det giver færre penge og ingen pensionsordning, men jeg har det bedre. Jeg er ikke afhængig af at skulle til én til én samtaler om, hvor stor en clickbait, mine artikler har, og jeg slipper for at se tidligere seriøse kolleger sætte deres navn under en pressemeddelelse for at dokumentere en høj daglig linjeproduktion.

Jeg har ikke fortrudt – men jeg er blevet klogere. Det håber jeg også, min læsere er blevet. Jeg synes, jeg har bidraget med interessant og relevant stof i 40 år.