top of page

Hvem er fremtidens journalister

  • Forfatters billede: Lise Kristensen
    Lise Kristensen
  • 22. maj 2024
  • 3 min læsning
ree


Jeg har lige læst Journalistens reportage fra praktikmessen, hvor 300 journaliststuderende fra danske medieuddannelser skulle sælge sig selv til de tilstedværende danske medier i Forskerparken i Odense. Et halvt hundrede mangler endnu at finde en praktikplads, forlyder det.


Budskabet i reportagen er, at de studerende fra RUC, Medieuddannelsen DMJX i Aarhus og fra Syddansk Universitet i Odense går efter det, de brænder for og gerne vil. De tænker ikke så meget på fyringsrunder, gamle medier i krise og nedadgående oplagstal, kunstig intelligens’ indflydelse, dalende lønkurver og influencernes magt. De journaliststuderende søger de praktikpladser, de gerne vil ind på uden synderlig skelen til jobmuligheder og fremtidsperspektiver.



I artiklen finder følgende ordveksling sted: en korthåret kvinde i et pangfarvet suit forsøger at hijacke tre kvindelige studerende. ”Har I hørt om TDC Net? Vi er et infrastrukturselskab, hvor I kan blive del af et lille team, som har det skideskægt,” siger hun begejstret med opfordring til at swipe ind på TDC Net, når de studerende skal finde det rette match. Det får de studerende til at mene, at TDC kvinden er gået over til the dark side og nu forsøger at sælge sand i Sahara ved at prøve at indfange dem i TDC’s net.




ree

Se det er jo et stærkt standpunkt af journaliststuderende, der skal gøre sig håb om at få en af de eftertragtede praktikpladser, der efterlader en sjettedel af flokken med uforettet sag. Respekt for at gå efter ønskejobbet og øverste trin på praktikstedsbarometret. Tallene og praktiksituationen viser jo bare med al uønskelig tydelighed, ikke alle får deres ønsker og forventninger indfriet.


Da jeg i ”forrige artusinde” fik eksamensbevis fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus var diskussionen lidt den samme. Det var ikke så fint at blive informations- og pressemedarbejder i det private erhvevsliv, som det var at lande på et af de kendte medier inden for den trykte og den æterbårne presse. Dem, der landede midt imellem, blev informationsmedarbejdere i kommunerne og hos andre statsforetagender eller fagbladsskribenter. Sidstnævnte hører vel stadig til i journalistikken.




ree

Det er tankevækkende, holdningen ikke har ændret sig mere, når man tænker på, de færreste af de 300 praktiksøgende får stilling på et profileret journalistisk medie endsige kan gøre sig håb om et længere varende job sådan et sted. Jeg har ofte talt med praktikanter om, hvordan deres fremtid tegner sig. De kommer næppe til at fejre høje jubilæer som dagbladsskribenter på et hæderkronet medie. Fyringsrunderne har rullet, mens de har været i praktik. På et tidspunkt blev praktikanterne sat 4000 kroner ned i løn om måneden for at få overenskomsten til at gå op i en højere enhed ikke mindst for de veletablerede, uddannede journalister.


ree

Derfor undrer det mig lidt, at ovennævnte ordveksling finder sted på en praktikmesse 2024, men det gør mig også lidt glad, for så holder den unge generation da de journalistiske faner højt, omend den højt profilerede, hard core, gennembearbejdede journalistik kan være svær at få øje på i det daglige mediekonsum.


Jeg ryster dagligt på hovedet af bemærkninger, som at noget er vildt eller fantastisk, da jeg betragter det som den skrivendes kommentar, hvilket var forbudt i min journalistiske barndom, hvor objektivitet var i højsædet. Gådefulde overskrifter, der ikke holder vand, og andre irritationsmomenter har nærmest fået mig til at opgive tilværelsen som mediekonsument.




ree

Jeg glæder mig til at se og høre resultatet af de ambitiøse unges videre meritter. Det ville ikke være så ringe endda, hvis journalistikken, kritiske holdninger og indsigt i stoffet ville fortrænge den ligegyldighed, der lægges spalteplads og sendetid til i dagens mediedanmark. Da jeg blev udklækket fra journalisthøjskolen, var vi cirka en tredjedel af det antal uddannede journalister, der bliver spyttet ud af medieanstalterne i dag. Dertil kommer de selvlærte influencere, kommentatorer og meningsdannere, hvis fremmeste kvalifikationer er stor indsigt i den digitale udvikling og et eminent netværk.


De praktiksøgende er altså oppe mod hårde odds, men udgangspunktet er glædeligt. Skulle der være en enkelt smutter til TDC, så fred være med det, men lad os håbe, frafaldne fra the dark side fortsat vil støde på klippegrund, når de forsøger at sælge unge journalister sand i Sahara.

Kommentarer


Lise Kristensen 077.jpg

Om mig

Jeg er uddannet journalist og meningsdanner med en holdning til mit fag og hvad, der rører sig inden for journalistik og udgiverbranchen.

 

Læs mere

 

Få mit nyhedsbrev

Tak!

bottom of page