Selvbetaling gør det lettere at komme til læge

Jo ældre man bliver, jo flere skavanker får man. Det er ingen stor nyhed. Det kræver dog en vis standhaftighed og tålmodighed at komme til selv en almenpraktiserende læge. Speciallæger er et kapitel for sig. De kan have helt op til et års ventetid.

Som bosiddende i Tyskland og alderstegen bruger af lægeydelser, oplever jeg, at det fremmer ens mulighed for at komme frem i køen, hvis man griber til lommerne og betaler for at få en tid hos lægen. Det er så almindelig en praksis, at det ikke engang er hemmeligt. Omstillingspersonalet i klinikken kommer uden blusel med den slags forslag.

Jeg har betalt for en særlig sikker og grundig behandling samt øjenlinser af bedre kvalitet ved en grå stær operation, som ikke er omfattet af den offentlige, gængse forsikring. Det har jeg ikke noget imod, så længe det ligger inden for min betalingsevne. Der er dog ingen tvivl om, den slags ”tilbud” vil gribe om sig, og hvad så med de mindre bemidlede patienter i en tid med stort pres på lægehusene og økonomisk lavvande i sundhedskasserne?

Jeg er blevet fortalt, at man på mit lokale sygehus ikke bliver udskrevet af en læge, men af et lavere kvalificeret personale, hvis man er en dødelig kassepatient. Der er i Tyskland tydelig forskel på private og kassepatienter. På en måde er det meget forståeligt. Lægerne får ikke betalt mere end en skrabet behandling og begrænset tid af de offentlige sygekasser. Det siges, at varer en konsultation mere end syv otte minutter, sætter en lægepraksis penge til.

De læger, jeg møder, er dygtige og kompetente. De har fortjent deres betaling. At nogen overdriver indkasseringen af penge kan ikke hindres i Forbundsrepublikken og for den sags skyld heller ikke i Danmark. Jeg vil hellere betale for at komme til en kompetent læge end at konsultere et dansk underbemandet sygeplejerskebetjent lægehus i Udkantsdanmark.

Udviklingen lader mindre bemidlede og behandlingssky patienter i stikken. Tyskland har mange hypokondere, der bruger megen tid på lægebesøg af enhver art. Der findes også mennesker, der nødigt går til læge og derfor risikerer at gå for længe med en overset livstruende sygdom. De fortrænges ud af lægekonsultationerne ikke mindst af de først nævnte patienter. I sommer fortalte min sygekasse mig, at lægehuse kan finde på at smide patienter ud af klinikken, hvis de kommer for sjældent til læge, for så er der ingen ”omsætning” i dem! Det harmonerer dårligt med, de tyske sundhedsmyndigheder vil have de ivrigt lægesøgende til at gå sjældnere til doktor, fordi det belaster det økonomisk stærkt trængte tyske sundhedsvæsen.

Danmark kan ikke rose sig af bedre forhold. Her bliver selv kritisk syge patienter sendt hjem samme dag, som de er opereret. I Tyskland opholder man sig længere på hospitalet. Manglende behandling af henviste patienter og kræftpatienter, der ikke bliver behandlet inden for de maksimale ventetider i Danmark er eksempler på, trængslen på sygehuse og i lægeklinikker er generel i flere lande, og det ikke er de mest syge, der bliver behandlet først.

Velfærds- og sundhedssystemet er under pres. Andre kommer til vore vestlige samfund for at få del i goderne. Det gør ikke trængslen i venteværelserne mindre. I Tyskland er de offentlige sygekasser som AOK, Debeka og Barmer alene om at optage de hundrede tusinder af tilflyttere og flygtninge, der kommer til Forbundsrepublikken. Det holder private sygekasser sig helt ude af, så presset på den offentlige sygesikring bliver ikke mindre.