English breakfast og irsk stuvning

Storbritannien og Irland bliver sande turistmagneter. Det er min klare opfattelse efter en tur til London, Darligton, Edinburgh og Dublin i foråret. Storbritannien er ikke gået i stå efter at have forladt EU. Meget har forandret sig til det besværlige, men Big Ben står endnu, og turisterne valfarter til UK, upåagtet Kongeriget ikke længere er en del af det europæiske fællesskab. De har jo i lighed med danskerne bevaret egen mønt i form af det britiske Pund, så i det spil er intet forandret. Den engelske morgenmad med æg, bacon og beans er også standard på hotellerne endnu. Alt er ved det gamle in good old England.

Efter sigende meldte englænderne sig ud af EU, fordi de var trætte af, billig østeuropæisk arbejdskraft kom og underbød britiske arbejdstagere. Det fik jeg selv at vide af en taxachauffør fra Kosovo, der havde stemt for Brexit. Til gengæld er der nu masser af indere, australiere, nigerianere og andet godtfolk i Storbritannien, men dem har briterne ifølge det konservative parlamentsmedlem Andrew Rosindell meget større sammenhørighed med og forpligtelser over for end østeuropæerne, så det er ifølge ham helt i orden.

London forberedte kroningen af Kong Charles, da jeg var derovre. Hotellerne var booket ud, og euforien var stor. England drager turisterne med deres traditioner, imponerende bygninger og fantastiske historie. En tur til dronningens – og nu kongens – eget land går aldrig af mode. Flyene er fyldt til bristepunktet med skoleelever og turister, der skal over og opleve det uforlignelige Kingdom.

Min niece arbejder i Dublin, så der har jeg også været. Den keltiske tiger er i rivende udvikling. Befolkningstilvæksten er enorm. Der er indvandring fra alle verdenshjørner og investeringer og udvikling, så man får helt åndenød. Det fører en masse grimme byggerier i forstæderne og langs vandet med sig, men irerne tager det, som det kommer og svarer venligt og hjælper, når man han behov for at spørge om noget.

Der er en nihilistisk accept af forholdene i visheden om, de ikke står til at ændre. Irerne er uhyre skeptiske over for deres politikere, som ikke har noget godt ry og også har svært ved at fastholde en stabil regering, men det gør ikke irerne fjendtlige eller uvenlige over for ude fra kommende - snarere tværtimod.

I medierne hersker diskussionen om, hvad den enorme indvandring og befolkningstilvækst fører med sig, men racisme er ikke herskende. Irerne sparker opad og ikke nedad, og så har de den mangeårige konflik mellem protestanter og katolikker som skræmmeeksempel på, hvad manglende accept af andre fører med sig.

Jeg må sige, irerne tager det afslappet. De holder ferie og nyder livet og lægger sig ikke i selen for at indfri beslutningstagernes ønsker om en mere ihærdig arbejdsindsats. Måske er det derfor, der bliver taget imod udefra kommende. De må godt komme og få noget af arbejdet. Irerne klandrer hinanden for ikke at yde en optimal arbejdsindsats, men i stedet at sidde derhjemme og hvile på de ikke prangende, men dog overlevelsesduelige sociale laurbær.

Måske vil de gerne ud at se verden og nyde at møde andre folkeslag uden for egne landegrænser, ligesom vi selv gør det, og så har irerne et af verdens billigste flyselskaber – Ryanair – til at transportere sig rundt på jordkloden, mens de gladeligt deler glæden ved egne nationale mindesmærker og historiske attraktioner med andre.