Julen var traditionen tro en ørkenvandring i bogudgivelser, der skal på markedet for at få del i det store pakkeræs. Det giver litteratur af meget varierende kvalitet. Her er de kendte mærker ikke nødvendigvis det sikre gavekort. Jeg vil gerne opfordre til at lade nye skribenter få chancen, da de gamle af naturlige årsager ikke er hverken nyt eller foranderligt bekendtskab og heller ikke forekommer at have så meget litterært på hjerte.
Jeg har lige læst rende og hønse af Linda Skaaret. Den handler om en kvinde, der kommer i jobtilbud på en campingplads og møder en broget skare af mennesker. Hovedpersonen Maja har været kærester med Mogens, som er lærer på egnen. Hun udspionerer og bryder ind hos ham og hans familie for at se, hvilket liv han har fået måske i sammeligning med den tilværelse, hun selv kom til at føre. Det er en sjov og finurlig bog med overraskelser undervejs, og så er den let forståelig og hurtig læst.
Jussi Adler Olsen har endelig fået afsluttet sin tiologi – eller hvad det hedder – om den fallerede efterforsker Carl Mørck, der med sit hold i Afdeling Q må gå så grueligt meget igennem for at nå målet og retfærdighed og afsløre mordere i hobetal gennem de ti bind. Jeg kan lide Carl Mørcks fandenivoldskhed og sociale indstilling og hans opponering mod til enhver tid siddende politichefer. De to sidste bind er dog langt fra de bedste i Jussi Adler Olsens hæsblæsende krimiserie, der vist også har været ved at tage luften fra ham selv. I nummer ni Natriumchlorid sker så mange mord, at tabsregistret er svær at følge med i. Afslutningen på de syv kvadratmeter bringer Carl Mørck i fængsel med udsigt til at hengå i glemsel som en gemen forbryder i tremmernes skygge resten af hans dage. Pårørende og ofre fra de tidligere bøger hjælper dog Carl Mørck ud af fængslet. På et tidspunkt har man indtryk af, alle de ti binds aktører vil sidde rundt om bordet og tiljuble kommissæren for bordenden synonymt med forfatteren selv. Den fælde falder han dog heldigvis ikke i, så afslutningen af de 500 fængslende sider er til at bære, og så har Jussi en pagt med læserne. Han leverer spændende let tilgængelig læsestof til rimelige priser, og det er jo ikke alle, man kan beskylde for det.
Jan Guillou tilbringer sine gamle dage med at filosofere over, hvordan verden ville tage sig ud, hvis han selv under navnet Erik Ponti sammen med hovedfiguren i sin berømte krimiserie om Carl Hamilton skulle sætte sig for at komme de lede netsvindlere til livs. Det lykkes makkerparret med, mens den aristokratiske svenske socialist deler torne ud til de mange kolleger og konkurrenter i svensk litteratur og journalistik, som han er på kant med. Det er mange og ikke mindst utålelige kvinder, der har sat sig på mediebilledet til Guillous store fortrydelse. Han er dog sjov – og selvforherligende – og slipper godt afsted med sidebemærkninger, som at Sverige må være det eneste land i verden, hvor det er forbudt at bruge udtrykket fødende kvinder, da det kunne være, en enkelt fødende hen i så fald ville føle sig krænket.
Liza Marklund afslutter sin krimitrilogi fra sin egen hjemby Stenträsk i Norrbotten med Stormbjerget. Hun tematiserer de ofre, befolkningen i den øde svenske nordlige egn har måtte bringe, da man fældede skove og lagde vandløb i gigantiske regulerede render og rør for at udnytte vandkraften i den grønne omstillings hellige navn. Livet i ødemarken og særegne eksistensers reaktioner på øvrighedens overmagt er spændende læsning, men Liza Marklund falder i den lidt selvhøjtidelige grøft med at betragte personerne udefra med vendinger som, at her møder vi dem, og her forlader vi dem. Det er overflødigt og afstandsskabende, synes jeg.
Gamle travere forfalder man altid til. Gads Forlag er nået til udgivelsen af fjerde bind af Anne Cleeves serie om kriminalkommissær Vera i Northumberland i Tavse Stemmer. Vera finder selv en død kvinde i sanauen i et wellnesscenter, hvor den genstridige aldrende kommissær på sin læges opfordring forsøger sig med en sundere livsstil ved at svømme på de tidspunkter, hvor der er færrest mulige i bassinet. Til sin store glæde får Vera andet at beskæftige sig med end en sundere livsstil. Hun deler på vanlig vis reprimander og nederdrægtigehder ud til sit team, men kommissæren er i bund og grund et godt menneske.
”Så Vera havde meldt sig ind i fitnesscenteret på dette store hotel i udkanten af byen. Centeret havde svømmebassin og spafaciliteter, og de fleste dage sneg hun sig til en time, hvor hun svømmede ti baner. Eller otte. Aldrig mindre end otte, tænkte hun selvretfærdigt. Hun forsøgte at vælge et tidspunkt, hvor bassinet var tomt. Tidlige morgenener og aftner var umulige. Der var omklædningsrummet overfyldt med unge, tynde, solbrændte kvinder, der koblede sig selv til deres iPods og brugte alle maskinerne i fitnessrummet. Hvordan skulle Vera kunne eksponere sine eksemdækkede ben, sin kvabsede mave og sin appelsinhud foran disse kvidrende, fnisende gudinder? Af og til kiggede hun ind i rummet, der lignede et moderne torturkammer med store maskiner og kroppe, der vred sig og hev efter vejret. Mændene glinsede af sved, og hun tog sig i at være fascineret af dem, af musklerne, der smuttede frem og tilbage, de store skuldre og fødderne i træningssko, der hamrede mod løbebåndet.”
Jeg kommer også til at læse kommende nyudgivelser af serien, der i øjeblikket bliver genudsendt på TV og har vundet læsere og seere verden over, selv om det er gammel vin på nye flasker.