Grønland for grønlændere

I september fik den grønlandske udenrigs- og klimaminister Pele Broberg et skyndsomt exit, da han blev gjort til talsmand for, at udelukkende oprindelige grønlændere skulle kunne stemme om grønlandsk selvstændighed. Han forsøgte at moderere sine standpunkter, men skaden var sket, og ud røg det markante regeringsmedlem fra Parti Naleraq. Jeg var i Grønland den uge, diskussionerne rasede og skulle sammen med et hold journalister have besøgt Pele Broberg, der dog meldte afbud i sidste øjeblik, da han havde travlt med at udrede trådene, hvilket helt åbenbart ikke lykkedes.

Lad det være sagt med det samme, dette er ikke et forsøg på en personlig analyse af Grønland, som vor grønlandske mentor Jørgen Chemnitz advarer imod, alle danskere føler trang til efter få dages besøg, men en efterrationalisering af de tanker, jeg gør mig efter den inspirerende indholdsrige tur.

Grønland gennemgår – fremgår det af de mange interessante mennesker, vi mødte – en periode, hvor den grønlandske identitet og tilknytningen til Danmark er under forandring. En stærkere grønlandsk bevidsthed får, ifølge medier og politikere, især unge grønlændere til at stille spørgsmålstegn ved det danske ”overherredømme” og dets pengestrømme.

Når et dusin danske journalister kommer rejsende til is-øen, konkluderer vi straks, jamen så må Grønland jo finde en måde selv at dække de tre en halv milliarder kroner, der hvert år tilflyder det grønlandske samfund i bloktilskud fra dansk side. Konkrete løsninger udbedes, som at havet skal udfiskes endnu mere for at tjene astronomiske summer på i forvejen rovfiskede bestande, eller grønlænderne må hente over en halv million ekstra turister nordpå for at sikre indtjeningsgrundlaget. Jeg har som naiv og uvidende turist læst i Turen går til Grønland, at der vurderes at være store muligheder i, konvojer af internationale krydstogtskibe som følge af klimaforandringerne og de vigende ismasser kan sejle dybere ind i fjordene. Det afvises dog af overvågnings- og sikkerhedsansvarlige, der nødigt vil ud at skulle redde nødstedte krydstogtskibe, der har vovet sig ud langs nyoptøede kyststrækninger. Naturen i Grønland er uforudsigelig og kan når som helst spille en hvilken som helst turistplanlægger et gevaldigt puds.

Noget, der for alvor giver store betænkeligheder, er, mange grønlandske unge ikke får en ordentlig uddannelse, men ifølge eksperter frister en tilværelse hjemme på sofaen med iPaden eller iPhonen i hånden. De tager ikke imod en bred palette af uddannelsestilbud, men forbliver i forpuppet tilstand. I skriftet Grønland ifølge Jørgen Chemnitz giver han udtryk for, de unge forsømmer et oprør mod deres forældre og indordner sig under familieoverhovedet, ”selv om vedkommende er fordrukken, en idiot eller ikke opfører sig ordentligt – alt sammen i de grønlandske traditioners hellige navn.” Unge bliver i bygderne og kommer ikke ud af deres ”huler”, fordi forældregenerationen holder på dem, tyder det på.

Helt op til et par tusinde unge grønlændere skulle på den måde være faldet uden for ”radaren”. Det fik en grønlandsk landspolitiker, som vi besøgte, til at mene, grønlænderne skulle opdrage deres børn ordentligt og bibringe dem at blive en del af det pulserende arbejdsmarked og tage sig en uddannelse. De store fiskekoncerner Royal Greenland og Polar Seafood mangler folk. De unge melder sig ikke under fanerne ved samlebåndene og i gastronomi og turistbranchen, som hændervridende afsøger arbejdsmarkedet for arbejdsduelige og er landet i Thailand og Filippinerne i bestræbelserrne på at løse deres problemer.

Det høje antal grønlandske unge uden uddannelse volder hovedbrud og bekymring. Betænker man, befolkningen er på omkring 56.000, er det jo en meget høj procentdel af ungdomsårgangene, der ikke tager en uddannelse og dermed tager ansvar for Grønlands udvikling?

Turisterhvervet skildres som en oplagt mulighed for godt, fast arbejde. Det kan jo ikke undre med de tal, der nævnes. Grønlandske unge bliver uddannede turistguider og gelejder besøgende rundt i deres hjemland. Det tager flere til sig. Med priser på tre fire millioner kroner for en lejlighed i Nuuk skal man ikke undre sig over, unge grønlændere ikke har den store lyst endsige råd til at slå sig ned i de uinspirerende nybyggerkvarterer i storbyen. Blokbyggerierne er opført af danske investorer, der ser en indbringende i forretning i det grønlandske byggeboom. De priser får sikkert ikke mange af bygdernes unge op af sofaen for at søge lykken i hovedstaden.

I den tidligere amerikanske militærbase Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord), der i dag er mest kendt for sin lufthavn, kan man besøge hundegårde med grønlandske slædehunde. De er bundet i lænker og indhegnet i bure og venter på turister, der skal køres over indlandsisen på hundeslæde. Bestanden af slædehunde i Grønland er reduceret med to tredjedele, fordi der ikke som tidligere er brug for dyrene til jagt og fiskeri. Grønlænderne er stolte af deres hunde og er rigtig gode ved dem, men billedet af de tykt pelsede dyr mellem husene i de tilsneende bygder er på retur. Nu er det avlsdyr til nytte for turismen.

Naturen i Kangerlussuaq byder på idelle forhold for moskusokser. Dem valfarter jæger-turister til Grønland for at nedlægge formedelst store summer. Det anses for at være en af Grønlands muligt stærke erhvervssatsninger.

Moskusokserne befinder sig rigtig godt i Arktis.

Spørgsmålet er dog, om det er inspirerende for unge grønlændere at blive turistguider, kustoder og jægerførere i eget land. Nogle er det og gør det, men tre en halv milliard kroner indbringer det ikke om året. Turistbranchen satser på oplevelsesturisme med miljørigtige krydstogtskibe. Det bringer dog ikke en halv million turister til Grønland om året.

Danskere er meget forskrækkede over at blive kaldt og betragtet som kolonialister, når de besøger Grønland. Vi ser os mere som de venlige bidragydere, der gerne vil hjælpe grønlændere lidt på vej. Gør vi det ikke, er kinesere og amerikanere klar til at give en hjælpende hånd mod indflydelse og strategiske landevindinger højt mod nord.

Det må være op til grønlænderne selv at definere, hvordan de vil selvstændiggøre sig. Som i alle andre befolkninger vil alle selvfølgelig ikke være enige. En ministersekretær slog indigneret fast, at det med selvstændighed af fortalerne ikke er resultatet af nøje økonomiske kalkuler, men en følelse, mange grønlændere har i sig. De vil gøre sig fri af ”overherredømmet”. Skal vi lokke unge ud af deres formodet selvvalgte isolation, skal den skingre tone om, ”at nu må I klare Jer uden vores penge, når I ikke vil have os”, måske afløses af en større respekt for, grønlændere – uafhængigt af graden af af etnicitet – skal træffe afgørelsen. De er forståeligt nok skeptiske over for det pres, investorer og internationale politiske interesser lægger på dem og forholder sig lettere indignerede og apatiske til de mange ”gode” ideer, investorer og politikere har på Grønlands vegne.

Der er en tendens fra ”overherredømmet”s side, til at betragte grønlændere som statister, der i eget land iført nationaldragter forventes at føre velbetalende turister ud på isen for at få en opleveren. Turisterne vil have et indtryk af Grønland, inden isen smelter, har jeg læst. Spørgsmålet er, hvordan de unge ”inaktive” grønlændere ser sig selv i det spil. Vil vi have dem på banen for at underholde os om, hvordan livet var engang, eller tegner der sig et arbejds- og uddannelsesmæssigt fremtidsperspektiv, de kan se sig selv i?