Hvem er den fjerde statsmagt

Medierne betegnes som den fjerde statsmagt – dem, der skal sørge for, demokratiet og magten er i balance ved at holde beslutningstagere og regering i ørerne. Det er en fornem titel. Spørgsmålet er, om medierne lever op til forventningerne. Ja, spørgsmålet er i sandhed, hvem er den fjerde statsmagt?

I dag er medierne ikke bare aviserne, TV og radio. Når man i tidernes morgen skulle sende noget ud til pressen, kontaktede man Ritzau og fik en presseliste over relevante aftagere. Sådan er det ikke i dag. Tænk bare på Corona pressemøderne de sidste halvandet år. Her dukkede et hav af mere eller mindre kendte medierepræsentanter op og stillede spørgsmål for web-medier og ret ukendte elementer på den mediale stjernehimmel. Nogen blev endda berømte for deres påklædning og fremtoning.

Skal man i dag have kontakt til medieverdenen, er det i hundredvis af digitale platforme, magasiner, enmandsdrevne lokalaviser, kendte og ukendte radio- og TV-sendere med den etablerede presse som den mindste del af feltet. Man kan også spørge sig selv, om etablerede medier ikke er ved at have udspillet deres rolle.

Under Corona krisen brillerede de ved at påberåbe sig en altfortærende krise med krav om overlevelsesstøtte under pandemien. Det kom til at gå helt anderledes. Der var behov for nyheder og adspredelse, da de fleste mennesker befandt sig i eget hjem i en rum tid, så det gik ikke så ilde endda, men det har vi ikke hørt så meget om.

Så er der talen om mediestøtte. Store udenlandske spillere skal spytte i kassen for at sikre danske nyheder i en endeløs strøm af mere eller mindre seriøst nyt på de internationale digitale platforme, som der uomtvisteligt bliver flere af. Kendte nyhedsmedier i form af papiraviser, e-aviser og faste danske klummer er på retur. Skal vi lige blive enige om, danske medier kastede sig ud på de digitale platforme, da de opstod. Først blev mediemedarbejdere bedt om ikke at tilbringe det meste af deres arbejdstid på Facebook og Twitter. Da der var udsigt til, man kunne interagere med læsere og brugere via de såkaldt sociale medier, skulle vi alle sammen derud og drøfte og diskutere med læsere, seere og lyttere. Flere TV-programmer er bygget op over sidste nyt og svævende vinde fra Facebook og digitale aktioner, der bliver taget op af de gamle medier – bare tag den sidste tids diskussioner om croptops, som svirrer gennem nyhedsverdenen. Da Facebook, Google, Twitter, YouTube og Instagram blev en alvorlig konkurrent på annoncemarkedet, begyndte de danske medier at hyle op og tale om ulige konkurrence med det resultat, at blandt andet Google scorede billige point ved at bedyre, netmediet ville give nogle af de indkasserede midler til de trængte danske medier, som ikke vidste bedre end at hyle i kor.

Danske medier har i stor udstrækning fodret digitale medier ved at lægge gratis nyt ud på nettet, som kunne hugges af hvem som helst, der ustraffet lukrerede på det opsøgende mediearbejde, der blev gjort på redaktionerne i det ganske land.

Så er der snakken om nyhedsørkner. Der er opstået tomrum, hvor borgere og beslutningstagere ikke finder meget nyt fra andedammen, fordi der ganske enkelt ikke er noget medie, der dækker den. Det er mediernes egen skyld, nyhedsørknerne er opstået. Aarhus Stiftstidende indrømmer at have ladet stå til på Djursland, hvor der tidligere har været lokalredaktioner med det resultat, at nu råber selv borgmestre på Djurs vagt i gevær, fordi der ikke er nogen til at føle dem på tænderne i udførelsen af deres embede. Vi har oplevet, hvordan det kan gå, når der ingen vagthunde er. Bare tag Greve og Sorø kommuner, hvor en ledende medarbejdere i årevis har siddet med fingrene godt og grundigt nede i kagedåsen, uden nogen har undret sig. Nyhedsørknerne er opstået, fordi etablerede medier har trukket sig fra bestemte områder blandt andet ved salg og bytte af aviser og ugeaviser – bare se Djursland. Tilbage er en ørken, som de samme medier nu vil kaste sig ud i – helst med statsstøtte – for at hjælpe de trænge læsere, lyttere og seere, som de selv har ladt i stikken. Det er først og fremmest den mulige annonceomsætning, der frister mediehusene i dag. De skal have indtægter i kassen. Så kommer den redaktionelle dækning og afhjælpningen af en nyhedsørken i anden række – bare se på de lukninger af redaktioner og afskedigelser af mediemedarbejdere, der har martret medieverdenen gennem mere end et årti. Når ledende mediefolk skændes om, hvem der er bedst til at modvirke nyhedsørkner og skabe redaktionelt indhold i Randers og omegn, så bunder det først og fremmest i en alt overskyggende interesse i annonceindtægter og at få snablen ned i statskassen i de forestående medieforhandlinger.

Samarbejdende medier praler af, at de i fællesskab vil styrke den dybdeborende journalistik. Det er ikke noget at prale af. De har selv trukket følehornene til sig, så snart det tog mere end en redaktionel medarbejders dagsløn at støve en dybdeborende artikel op. Så ville de hellere satse på noget andet. På de danske redaktioner sidder et hav af forskrækkede medarbejdere og venter på den næste fyringsrunde, mens ledelserne påberåber at lede efter nye graverjournalister, som de måske kan få lidt statstilskud til at ansætte til en billig løn under foregivende af, at så kan det være, der kommer journalistisk vand i nyhedsørknen.

Når den nye kulturminister skal stå i spidsen for et medieforlig, hvor sol og vind skal fordeles lige på mediehimlen, kommer hun på lidt af en uriaspost. Medierne har i dag travlt med at påberåbe sig deres betydningsfulde rolle for samfundet, men igen, man kan spørge sig selv, hvem er den fjerde statsmagt. Er det de mætte mangeårige redaktører, der sidder på tunge medieposter og farer i blækhuset, så snart et regeringsudspil eller et politisk initiativ passer dårligt ind i deres mediebillede. Iøvrigt ligner danske mediers holdning til store spørgsmål hinanden til uigenkendelighed. Der er ikke meget at hente, hvis man har en anelse sympati for Donald Trump, sætter spørgsmål ved Greta Thunberg eller måske synes, Sofie Linde har en lidt selvforherligende rolle i det danske mediebillede. Det ville man ikke komme langt med at mene. Er den danske statsmagt ikke i lige så høj grad de små digitale medieplatforme, selvbestaltede influencere, meningstilkendegiver, medier i miniformat, der er blomstret som svampe i en våd skovbund de senere år? Kan de gængse medier påberåbe sig den indflydelse, magt og vælde, som er blevet dem til del gennem snart sagt århundreder? Skal et medieforlig ikke afspejle, medieverdenen tager sig helt og aldeles anderledes ud end for få år siden? Der er vel ingen, der har hævdvunden ret til at kalde sig den fjerde statsmagt. Det skal man gøre sig fortjent til. Den nye medieverden har gjort de tunge drenge rangen stridig. Det er måske et sundhedstegn. De har sovet i timen, da de sad og brokkede sig over pandemiens krise-konsekvenser, under nyhedsørknernes udbredelse og satset på de forkerte heste i kampen mod de internationale digitale – nogen kalder dem sociale medier. Måske skal der andre boller på suppen og posen rystes, når den fjerde statsmagts poster, penge og indflydelse skal fordeles!