Hylekoret af arbejdsgivere vil have ungt kød

Vi bliver i disse tider tudet ørerne fulde med, der mangler hænder på arbejdsmarkedet. Virksomheder søger desperat nye medarbejdere, så vi må importere en masse underbetalt af slagsen fra udlandet. At fyringsrunderne er begyndt at køre rundt omkring, forbigår tilsyneladende erhvervseksperternes opmærksomhed. Der tales om, forskellen mellem høj og lav – rig og fattig - stiger. Med en svimlende import af dårligt lønnet arbejdskraft bliver den forskel ikke mindre, men vi fremstår selvfølgelig som et vidt favnende land, der gladeligt tager imod alt og alle, ikke mindst hvis det kan være til egen fordel.

Hen over nytåret var der røster fremme, om man monstro kunne bruge nogle af de ældre arbejdstagere, der ikke behøver være mere end +45 for at blive anset for at være for gamle. Det kan være en rigtig god ide at ophøre med at betragte ældre medarbejdere som en gene. Arbejdsgiverne kan med fordel anlægge et nyt syn på arbejdstagere, der er lidt oppe i alderen. Der skal nytænkning til for at bruge et moderne ord. Der foregår en voldsom aldersdiskriminering på det danske arbejdsmarked. I modsætning til kampagner som MeToo, Black life Matters, Fridays for Future, er der ingen, der føler sig kaldet til at varetage de ældre medborgeres interesse. De er ikke altid så kønne at se på – og måske derfor heller ikke at høre på.

Jeg tilhører en generation, der er helt og aldeles hengået i glemslen. Søger mine jævnaldrende et job, får de blot autosvar et halvt år senere om, de gerne vil beholde din profil, uden +50’eren nogensinde har fået en bekræftelse på, de har fået livstegn fra vedkommende. Nogle gange er man måske helt selv i tvivl, om man er i live. Mange af mine jævnaldrende i arbejde klipper centimetermål ned, så saksen gløder i spændt forventning om en snarlig fortjent pension. Dem, der søger jobs og fast tilknytning til arbejdsmarkedet, vinder ikke det store ekko i jobjunglen. Vores tidligere sekretær fortalte mig, at selv om hun har stor erfaring inden for service og datalogi, får hun jævnligt at vide, de hendes modne alder og mange år på arbejdsmarkedet til trods har fundet en ansøger med mere erfaring end hende. Et par gange er hun også blevet spurgt, om ikke snart hun har tænkt sig at gå på efterløn. Den slags må man ikke spørge folk om, men af og til går naturen jo over optugtelsen. Det hjælper ikke at undlade at oplyse sin alder i ansøgningen. Ce´st la Vie. Dem uden arbejde vil ind på arbejdsmarkedet, og dem, der er der, vil ud. De krølhårede vil være glathårede og de lyshårede mørkhårede. Der er altid grønnere på den anden side af hegnet.

Ganske rystet blev jeg, da jeg under overskriften: ”Der går ikke en dag, hvorjeg ikke spekulerer på, hvad der er så forkert ved mig, hvad er det, jeg gør forkert?” læste et indlæg af hende i JP. Her beskrev hun, hvordan hun bliver holdt uden for arbejdsmarkedet af bizarre regler forfattet af kontor-djøffer uden fornemmelse for de personer, regelværket er rettet imod.

” Hvad er det, der er så frastødende, at ingen vil ansætte mig? Det her beskriver, hvordan jeg har det: Jeg er det tomme glas, der står bagerst i skabet, som ikke må komme ud på det festligt dækkede bord og være med til festen. Det står hengemt, støvet og glemt. Det kan ikke bruges trods det, at det ikke fejler noget.”

Måske skulle arbejdsgivere, beskæftigelsesministeren og andre politikere tygge en ekstra gang på den melding, inden de fortsætter i hylekoret om manglende arbejdskraft, for der er nogen, der nærer et inderligt ønske om at komme ind på det forjættede jobmarked.