Litterært

Mine meninger om, hvad der er værd at læse og se i fiktionens og faglitteraturens verden.

Jeg læser mange bøger. Specielt kan jeg godt lide samfundskritisk fiktion, der spidder småborgerligheden og har hovedpersoner, der ikke fremstår som det perfekte menneske, men som fejlbarlige personligheder, som folk er flest. Jeg er ikke vild med heltefortællinger og korrekte karakterer, da det i mit perspektiv ikke er et billede af virkeligheden. Jeg kan godt lide personer som Jesper Steins Axel Steen, der har været gennem lidt af hvert og har svært ved at holde sig på dydens smalle sti. Hvem tør kalde sig for et perfekt menneske?

Jeg elsker Håkan Nessers ironi og spidse pind over for den spidsborgerlige middelklasse. Håkan Nesser er meget underfundig. Nogle af hans sjoveste bøger er En fortælling om Mr. Roos og Menneske uden Hund – ikke fordi handlingen og plottet i krimierne er eminente i sig selv, men fordi de fortæller om pæne mennesker, der får deres liv vendt på hovedet i brøkdele af sekunder og deres reaktion på den eksistentielle uorden. Mr. Roos vinder en større sum penge og benytter lejligheden til at gøre op med sit pæne, ægteskabelige liv til stor fortrydelse for den efterladte hustru. Bøgerne er en del af Barbarotti serien, hvor sjette bind om Den sørgmodige buschauffør lige er udkommet. Det er langt fra den bedste af Barbarotti bøgerne. Man sporer en vis træthed hos forfatteren, der forfalder til replikskifter, som er en lang kedsommelig gentagelse udtalt af aldrende personer som ham selv. Håkan Nesser er meget filosofisk og reflekterer fiktivt over livets gang og det enkelte menneskes ubetydelighed i verdenshistorien. Hovedpersonerne Barbarotti og samleveren Eva Backman er på vej ud af arbejdslivet og overvejer på deres gamle dage at slå sig ned som privatdetektiver på Gotland, hvor en stor del af handlingen udspiller sig. Plottet er i hvert fald ikke det store spændingsmoment, men det behøver det heller ikke være i en kriminalroman, når bare karaktererne bærer handlingen oppe, men det kniber. Måske er der sat punktum for Barbarotti. Hvis der er, gør det ikke noget. Han trænger vist til at gå på pension. Egentlig havde Håkan Nesser vel ladet skinne igennem, at det var slut med Barbarotti, som, vi troede, var lagt på is.

Forfattere forfalder ofte til at vende tilbage til de faste karakterer, når de ikke finder tråden i andre bogudgivelser. Det er ikke sært, at en mand som Håkan Nesser, der har udgivet stribevis af bøger, somme tider er ved at gå kold i sit forfatterskab. Der er ikke noget galt i at støve en gammel hovedperson af, hvis kvaliteten er til det. Chaufføren giver Barbarotti nyt liv på falderebet.

Anne B. Ragde har udgivet tre nye bøger om landbofamilien på Neshov, efter hun egentlig havde sat punktum med Ligge i grønne Enge. For hendes vedkommende er de sidste tre bind kvalitetsmæssigt ikke på højde med de første. Det er en svær øvelse at fortsætte en succes.

I sommer har jeg læst Thomas Rydahls triologi Eremitten, De Savnede og De tre Paver og fem bøger i Elly Griffiths serie om antropologen og arkæologen Ruth Galloway. De er blevet mig anbefalet af en indsigtsfuld bibliotekar og har hjulpet mig gennem Corona-krisen. Erhard i Rydahl serien og Ruth Galloway er skæve eksistenser, der ikke just lever op til småborgerlige dyder om, hvordan et fuldendt liv må være. Danske Erhard Jørgensen er flygtet til Fuerteventura, fordi han ikke kunne finde ud af livet i Danmark og trådte ved siden af. Han lever et liv på kanten som taxachauffør og klaverstemmer – ja, nogle gange kan man undre sig over, den udmagrede mand overlever alle strabadserne. Ruth Galloway opklarer mord ved siden af sin undervisning på et universitet i Norfolk. Hun er langt fra heller det perfekte menneske, men formår alligevel at dupere sine omgivelser i en grad, så hun får et uægte barn med en ærkepatriarkalsk politikommissær, samtidig med hun gør i det okkulte sammen med en masse sjove og interessante mennesker. Det er godt set af forfatteren, at en akademiker kan bidrage til at opklare slemme forbrydelser, for det kan være svært at blive ved med at finde på nye kommisærfigurer.

Det har Line Holm og Stine Bolther gjort i For barnets bedste, som de har debuteret med i år med løfter om, at der kommer flere bøger om efterforskerne Michael Dirk og Frederik Dahlin. Handlingen er interessant og velfortalt, men bogen er lidt lang i spyttet og mangler sproglig spændstighed. Det er dog flot gjort at springe ud på den skandinaviske krimihimmel, som efterhånden er lidt overbefolket og lidet stjernebesat med alle de nye udgivelser.

Jeg har ladet mig fortælle, forlagene ikke går efter højtravende anmeldelser i tunge kultursektioner med litterære overdommere med selvbestaltet eneret til at dømme forfattere inde og ude. Jeg går varmt ind for den velskrevne og velfortalte morsomme litteratur, som Stine Pilgaards let fordøjelige Meter i sekundet. Den er et bekendtskab og et godt grin værd.

Så må litteraterne gerne beholde de store, akademiske forfatternavne, hvis højeste udmærkelse er at skrive i et kringlet, opstyltet sprog af folk fuldstændig ude af stand til at sætte kommaer.