Magtarrogance

Ikke så snart var krigen i Ukaine startet, før statsminister Mette Frederiksen på en pressekonference bekendtgjorde afstemningen 1. juni om det danske forsvarsforbehold. Dertil kommer, dansk militær skal have 18 milliarder kroner ekstra om året, og NATO skal styrkes. Tyskerne har uden videre bevilget 100 milliarder euro årligt til militære formål. Det er en melding, der står i skarp kontrast til påskens fredsdemonstrationer.

Putin har angrebet Ukraine lig med, at nu skal vi have en EU hær, som skal gøre Unionen til den supermagt, eurokraterne altid har ønsket, den skal være. Statslederne holder møde i Versailles med militærparader og pomp og pragt, så vi alle kan forstå, hvilken fantastisk alliance, vi er en del af. Setuppet er lavet for at vise unionens styrke og ikke mindst for at fremme den franske præsiden Emmanuel Macrons genvalg ultimo april.

Der spilles stort på de retoriske tangenter. 1. juni skal det danske folk agere stemmekvæg og gå til stemmeurnerne og gøre det af med forsvarsforbeholdet. Mette Frederiksen har så mange gange haft held af retorisk envejskommunikation, at hun nu vil sætte kronen på værket. Derfor er der kun få måneder til afstemningen. Al erfaring viser, at går der længere tid, kan det være, svigefulde vælgere kommer på andre tanker. Om en måned raser krigen endnu, og så stemmer folk ja, fordi Mette siger, de skal. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen ryster på hovedet af, afstemningen kommer så hurtigt, men nedtoner så budskabet, fordi han også ønsker, forsvarsforbeholdet falder.

Mette Frederiksens fremgangsmåde er magtarrogance af værste skuffe. Hun har i tråd med sin foretrukne kommunikationsstrategi gjort det til sit varemærke at fremsætte synspunkter og komme med oneliners, for derfor at forsvinde fra overfladen og ikke stå til rådighed for yderligere kommentarer. Borgens Birgitte Nyborg er statsministerens fiktive pendant.

EU skal være en militær magtfaktor. Ursula von der Leyen og Macron skridter militærparaden foran Versailles-slottet af for at vise, de står skulder ved skulder. De mødes med præsident Biden for at demonstrere vestligt sammenhold. Von der Leyen er iøvrigt ikke demokratisk valgt. Hun blev placeret i amtet, da EU traditionen tro ikke kunne enes om at vælge det formandskab, den få måneder forinden havde peget på.

Donald Trumph krævede, Europa opruster og afsætter to procent af bruttonationalproduktet til militær styrkelse under fælles betegnelsen Forsvar. Ham blev der kun hånlatter til del. Nu skal vælgerne sætte kryds ved de Trumphske målstæninger, selv om der er kommet andre etiketter på flaskerne.

Hvordan skal EU – som ikke engang kan finde ud af at afskaffe sommertid og vintertid, selv om der er flertal for det – kunne varetage militære opgaver. Det bliver et sammesurium af gåen hinanden i bedene med NATO og nationalstaterne som aktører i et tragikomisk stunt. Hvad skal alle pengene bruges til. Det vil føre enorm velfærdstab med sig, men det oplyses stemmekvæg ikke om. Det skal skue mod Versailles og Bruxelles.

Dette er ikke et partipolitisk indlæg. Det er et mediemæssigt synspunkt på, hvordan en regering med et hav af spindoktorer og politiske rådgivere bag sig, voldfører vælgerne til at give enorme summer til militært isenkram og oprustning under foregivende af at ville beskytte befolkningen. Vi kan allerede udrydde kloden flere gange med de atomvåben og missiler, der eksisterer. Hvorfor booste kloden med mere af den slags i en tid, hvor folk sulter, og store dele af verden er på flugt.

Du skal stemme den 1. juni. Mette Frederiksen og hendes nye venner tager det som en selvfølge, hvor du sætter dit kryds -X-