Mit liv som turist

Coronaen har sat en stopper for så godt som al rejseaktivitet. Spørgsmålet er, om det er så slemt endda, selv om DAT er så desperate, at de arrangerer golftur til Porto Santo på deltagernes egen risiko. Mens vi andre venter på at rejse ud på mere anbefalelsesværdig vis, kan vi spekulere på, hvor rejsen skal gå hen, og hvordan det skal foregå. Flyve må vi helst ikke af hensyn til miljøet. Skal vi tage højde for eget og andres helbred, skal vi vel gerne være vaccineret, når vi næste gang bøjer os for udlængslen. Jeg kender folk, der er deprimerede over ikke at kunne drage udenlands. Årets højdepunkt og vinterens opløftende gøremål er at tilrettelægge den næste rejse til eksotiske destinationer. Det kan vi ikke lige nu.

Danmark lægger sig i selen for at være et attraktivt rejseland. Sommerhusområder udvides, og nye attraktioner og aktiviteter tager form for at tækkes turister fra hele verden. En halv snes projekter, som fik lov at overskride de danske kystbeskyttelseslinjer, vakte harme for nogle år siden. Et af dem er Resort Nordals til milliarder af kroner. Det er et af de få oprindelige projekter, der har overlevet. Det skal ligge i vandkanten ved den nordalsiske kyst med bungalower og fine faciliteter for turister fra alle verdenshjørner.

Er nogen sure på overskridelsen af kystbeskyttelseslinjen i Danmark, skulle de tage en tur til Algarve. Der var jeg sidste forår. Det vælter frem med restauranter og etablissementer helt ud på den røde sandstrand. Intet golfresort med respekt for sig selv forsømmer lejligheden til at bygge platforme og terrasser helt ud i vandkanten. De er forbundet til hotel og golffaciliteter længere oppe på skrænten ved hjælp af fine sindringe trappesystemer i træ. Det giver spektakulære gåture fra stranden op til værelserne, uden man behøver at få sand mellem tæerne. Jeg har aldrig set så meget beton hældt i en strand som i Algarve, men det er heller ikke den slags turistmål, jeg har opsøgt flest af.

Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvordan det går så let med at få lov at bygge nærmest helt ud i bølgerne. Man skulle tro, vi var underlagt samme EU- og miljølovgivning, men her gør lovens lange arm en undtagelse, selv om EU efterhånden blander sig i alt. En guide på en tur ind i landet fortalte om en svensker, der havde forsøgt at bryde byggereglerne ved at gøre sit hus større end det tilladte, men myndighederne skred ind. Da vi spurgte til rammerne for de store hotelbyggerier, fortalte han, at når det drejer sig om Sheraton og TUI og hvad, de allesammen hedder, er det noget helt andet.

Turisme bliver ledet i stride strømme samme steder hen. Udbyderne vil have masseturisme, så de kan sætte folk på det nærmest fly til Algarve og Mallorca og indlogere dem i hobetal. Vi var på et TUI hotel, der lå så tilpas langt fra alting, at man kun kunne komme nogle vegne ved at leje en bil af TUI, tage en tur med TUI eller deltage i et TUI arrangement i og omkring hotellet. Det er den slags rejser, udbyderne gerne vil have os til at købe. Man ser ikke meget til portugiserne eller spanierne der, hvor man end kommer frem. De gør rent på værelset, står i baren eller renser poolen, men man mærker ikke meget til landets kultur og oprindelige befolkning med de pakkerejser, man får tilbudt i dag.

På en tur til Donau Schlinge – det hårnålesving Donauen tager – boede vi hos lokale udlejere, der fortalte, at nu lægger russiske og udenlandske skibe til med cykelturister i hobetal. De opholder sig udelukkende på skibet og cykler fra sted til sted for så at blive samlet op om aftenen og gelejdet ombord på flodprammen med rejseselskabet som den sikre vinder i kampen om turismekroner. De små østrigske værtshusholderes og udlejeres del af kagen bliver stadig mindre. De kan se de store skibe sejle forbi og tude ude på floden, mens nogle kraftige bølgeskvulp i kanten er det, de får ud af cykelturisme-tilstrømningen.

I Østrig lider flere bondegårde med lokale produkter – Alm – under, hotellerne er begyndt at tilbyde gæsterne gratis frokost fra 11-14. Det gør de for at lokke deres egne logerende til at lægge omsætningen inden for logiets egne mure i stedet for at omsætte på cafeer og kroer i de omkringliggende samfund. Konkurrencen er hård. Vort syn indskrænkes af fastholdelsen til det enkelte hotel med tilbud om buffetter og helpension. Nogle gæster forlader næsten ikke deres feriedomicil. De kan få alt i feriebyerne. Bønder og lokale producenter lider under den form for indskrænket turismeadfærd. Det er ligegyldigt hvilket land, vi rejser til, hvis vi ikke tager ud og ser på forholdene, men bliver i hoteldomicilerne altoverskyggende komfortzone.

Måske skulle vi tænke over det, nu da vi har god tid til at overveje, hvor næste rejse går hen.