Nærrejser

Med energiprisernes himmelflugt og besværet og det evige ævl omkring flyrejser, er der mange af os, der vælger at blive hjemme. Jeg ved ikke, om det har været noget aktivt valg, men jeg har mestendels opholdt mig indenlands det forløbne halve års tid, selv om jeg jo bor i det dansk-tyske grænselandet og dermed rent faktisk i udlandet. Flensborg er så dansk en by, som det kan blive, så jeg føler mig ingenlunde på fremmede himmelstrøg her i fjordbyen.

Jeg har været en tur i Præstø og besøgt venner. Det er en hyggelig by, der ikke mindst fremstår fredelig og idyllisk i sensommeren og lidt uden for den turistsæson, der får tusinder af cyklister, sejlere og almindelige dødelige oplevelsesturister til at lægge vejen forbi. Fordelen ved den såkaldte skuldersæson er, at det er til at få plads på cafeer og restauranter, og der er ingen kø ved isboderne på havnen, hvis man skulle have behov for at styrke sig på lidt mundgodt.

Det, jeg godt kan lide, er, at de lokale engagerer sig i bybilledet og bylivet. De hjælper til med forskønnelse og arrangementer af forskellig art og gør i det hele taget deres til, gæster føler sig godt tilpas i byen. Det er med til at give stokroseidyllen troværdighed og autensitet, at den ikke alene er orkestreret af et kommercielt turistforetagende. Måske kan man sige, at hvis man selv godt kan lide sin by, vil man også gerne have, andre gør det.

Jeg har været en tur på Skrøbelev Gods på Langeland. Det er et herligt historisk sted med gode spiser og skønne omgivelser. Da det var i november, var der dog ikke mange turistattraktioner, der havde åbent, men det var jeg jo selv skyld i. Under sådanne besøg lægges vægten på spise og drikke og velvære, selv om det er lidt underligt, de gamle 1600-1800 tals bygninger er fyldt op med larmende jaccuzier og plaskende gæster.

Jeg gik en tur på en blæsende novemberdag for at få lidt frisk luft, og da slog det mig. Skrøbelev lægger jord til mange store vindmøller, som hyler voldsomt i vinden. I kraft af CO2 dagsordenen og klimakrisen vil man i al fremtid ikke kunne gå tur i Skrøbelev og høre vinden tude i øregangen. Det er og bliver lyden af hylende vindmøllevinger, der akompagnerer ens vandring i det langelandske landsbysamfund.

Over årsskiftet har jeg kørt flere bekendte til operation på Ostseeklinik i Ostseebad Damp på spidsen af Angel. Der bliver fysiske skavanker udbedret med kyndig hånd. I dette landsbysamfund præget af et stort gods, har man opført etagebbyggeri i beton i stor stil. Der er et giga stort hotel, et hospital og en rekrationsklinik.

Jeg bilder mig ind, at vi Gudskelov aldrig ville have givet lov til et tilsvarende byggeri i kystlinjen i Danmark, men man kan jo aldrig vide. Damp er iøvrigt et naturskønt sted med et stort fredet fuglereservat og en lang strand. Der er dejligt at gå tur også for de rekreerende patienter. Mon man kan vænne sig til synet af betonhøjhuse i visheden om, der altid er et sted at tage hen til kompetent behandling, hvis fysikken skulle gå hen og svigte.

Jeg ved det ikke, men min fysisk svækkede bekendtskabskreds har i hvert fald fået bedre ben at gå på efter opholdet, og jeg blev en oplevelse og en gåtur rigere, da jeg gjorde dem følgeskab.