Næste!

Nogle gange bliver man helt overrasket, når man griber i hylden efter en bog bare for at have noget at læse i. Man kan stave sig igennem kendte forfattere og fortsatte krimi-værker mere eller mindre skuffet over indholdet. De fleste forfattere holder ikke gejsten efter et mesterværk.

Glædeligt overrasket blev jeg derfor over den norske forfatter Nina Lykkes Næste! Den handler om en kvindelig privat praktiserende læge, der nærmest ved en tilfældighed er gået fra sin mand, fordi hun er rendt ind i en ungdomskæreste på nettet. Hun bor hemmeligt i sin konsultation, mens hun filosoferer over livet og diskuterer med skelettet ved navn Tore, der kommer med sarkastisk kommentarer fra sin post henne i hjørnet.

Det er en genkendelig gennemgang af midaldrende menneskers stand by liv, der kører på rutinen. Børnene er flyttet hjemmefra, huset betalt, ægtefællen siger ikke rigtig én noget mere, men man beholder ham, for det er da bedre end ingenting. Samtidig konsulterer en lang række patienter med alverdens kvababbelser hovedpersonen, der skal tage sig sammen for ikke at sende dem ud ad døren med besked om at klare sig selv. ”Det sagde du ikke,” siger Tore nogen gange til hende. Hun ved ikke, om hun har sagt det, hun tænker.

”Ingen kender understømmene i befolkningen bedre end den praktiserende læge. Jeg har været igennem det hele: Glutenfrit, laktosefrit, sukkerfrit, alle artiklerne i aviserne og på nettet, der bilder raske mennesker ind, at hvis de holder op med at spise brød eller ost, bliver alt godt. De midaldrende forstår ikke, hvorfor de er så trætte hele tiden. Det er fordi, du begynder at bliver gammel, siger jeg til dem, men de tror ikke, at det med alder gælder dem, ligesom de ikke tror, at det med døden gælder dem. Der vil blive gjort en undtagelse i deres tilfælde. De regner det for en selvfølge, at kroppen bare fungerer og bliver overraskede den dag, den ikke længere gør. Den dag afføringen ikke vil ud, søvnen ikke vil komme, eller musklerne ikke makke ret. Syvogfyrre er ikke gammelt, siger den syvogfyrreårige patient. Jo, siger jeg, syvogfyrre er nok til, at du kan være nødt til at tage den lidt mere med ro. Men det vil de ikke høre på. De vil fortsætte som før, og så køber de en helt speciel slags saft eller et grønt pulver på nettet, de vil have diagnosticeret en sjælden allergi eller overfølsomhed, så de ikke behøver at tage den med ro, så de kan fortsætte, som de plejer, hvis bare de drikker den saft eller spiser det pulver , eller skærer en hel fødevaregruppe bort eller undgår alle pelsdyr.

De vil ikke høre, når jeg fortæller dem, at de i nævnte rækkefølge er nødt til at sætte tempoet ned, tage pauser, spise varieret og bevæge sig. Jeg er træt af at sige det, og de er trætte af at høre på det, men det er sandheden, og den er kedelig.”

Sådan starter bogen og fortsætter med en perler af seancer, der kendetegner midaldrende middelklasse. De omgås de rigtige venner, bor de rigtige steder, som er blevet moderne og hypede, fordi de boliger, de flyttede ind i som unge ægtefolk, pludselig er blevet eftertragtede af folk, der gerne vil se almindelige ud og foregive at leve et helt almindelige liv, selv om boligerne af netop samme grund er gået hen og blevet hundedyre. Skilsmisser og skavanker fylder siderne, og det er vældigt underholdende, for man behøver ikke at være syvogfyrre og derover for at føle sig spiddet af Nina Lykkes skarpe og sjove pen.

Det er underligt, Gyldendal ikke har slået mere på tromme for det skrift, når man tænker på, hvor meget tamtam, der bliver kendte forfattere til del, selv om de reelt ikke har noget på hjerte. Eller også er det medierne, der svælger i kendte navne og overser nye sjove historier.

Et andet eksempel i den modsatte ende af skalaen er bogen Brak af Caroline Livingstone. Den er skrevet i et litterært sprog af en ung forfatter og dermed optakten til en anmelderrost bestseller, men jeg kan ikke fordrage bøger, der underspiller og antyder, så man ikke ved, hvem der har gjort hvad. Det antydes med fine ord, at der er foregået overgreb af voksen mod barn, men hvad skete der, og hvem gjorde det, aner jeg ikke. Jeg orker ikke at læse detaljerede beskrivelser af vand, der løber henover en død sten i et særligt mønster, når jeg sidder tilbage som et stort spørgsmål, når bogen er slut.

”Min telefon ringer, og jeg tager den ikke. Jeg sidder ved de små kanaler, der omkranser universitetsbygningerne. Vandet ligger så kontrolleret under frosten. Stenenes grå puls dunker spagt igennem uklar is. Kanalens lille duehjerte.”