top of page

Sahra Wagenknecht - et tysk retorisk orakel

  • Forfatters billede: Lise Kristensen
    Lise Kristensen
  • 9. feb. 2024
  • 3 min læsning

 


ree

Højre bliver venstre – venstre bliver højre. De politiske fløje flyder. I Danmark er blå blok efter sigende afgået ved døden. I Tyskland kæmper de etablerede partier, der kalder sig demokratiske, mod Alternative für Deutschlands ventede landevindinger ved kommende tre østtyske delstatsvalg i efteråret. Det skal måske oven i købet ske ved at forbyde AfD’s eksistens, efter et medlem har deltaget i et møde om, hvordan man kan smide folk med emigrationsbaggrund – heriblandt også europæere  - ud af Tyskland. Der er grøde i det fløjpolitiske landskab.


Op af  den politiske aske stiger Fugl Føniks i form af det  tidligere dominerende medlem af venstrefløjspartiet Die Linke Sahra Wagenknecht. Hun har netop stiftet bevægelsen Bündnis Sahra Wagenknecht med henblik på at stille op til Europa parlamentsvalget og senere at gøre sit indtog i Forbundsdagen.  Ved den sidste meningsmåling står hun til at få otte procent af stemmerne. Eneste trøst for de etablerede partier er, at de til dels bliver hentet hos  AfD,  der ligesom Sahra Wagenknecht står  stærkt i det tidligere Østtyskland.


Her føler  mange mennesker sig ladt i stikken efter genforeningen for 33 år siden og lader det komme til udtryk i form af det, nogen vil kalde protestpartier, som Sahra Wagenknecht ifølge etablerede tyske medier også sorterer under. Medierne deler hun iøvrigt rigeligt med tornede roser ud til i sin stiftelsestale i januar.




ree

Sahra Wagenknecht er et retorisk orakel. Hun er svær at bide skeer med og lader sig ikke afbryde. Politiske modstandere og studieværter forsøger forgæves at tage ordet ud af munden på hende. Hun vedbliver at fremføre sine synspunkter, uanet hvor ihærdigt, andre bryder ind. I sin pure politske ungdom blev hun kendt for at ville statsliggøre bankerne. I hård finanspolitisk krydsild fastholdt hun sine synspunkter, som man må formode, hun har slækket på i dag. Sahra Wagenknecht har vundet mange vælgere på sin ihærdighed, sin vedholdenhed, sin stærke karakter og så er hun velargumenteret.




ree

Sahra Wagenknecht revser De Grønnes udenrigsminister Annalena Baerbock for at levere våben til Saudi Arabien, samtidig med fru Baerbock kalder  sig feminist. Den grønne partifælle Robert Habeck beskyldes for at mene, alle hans fine venners energirenoverede bondehuse er klimasvaret på Tysklands fremtid. Regeringen er skyld i landbrugsbedrifternes uddøen, og CDU’s leder Friedrich Merz flyver ifølge Sahra Wagenknecht rundt i verden i privatjet i overbevisningen om, det er sådan middelstanden lever. Wagenknecht klandrer regeringspolitikerne stor afstand til vælgerne.


På det sæt ligner hun Danmarksdemokraternes Inger Støjberg, der beskylder  regeringspolitikere for at lægge deres partiprogram på københavnske cafeer og kun at gebærde sig på de bonede gulve. Sahra Wagenknecht er også kritisk over for den massive indvandring og tilflytning til Tyskland, der har  modtaget millioner af asylansøgere og ukrainske krigsflygtninge.




ree

Ved  sin side har Sahra Wagenknecht sin mand 80-årige Oskar Lafontaine, der årtier tilbage var kanslerkandidat for SPD. Die Linke truede partimedlemmer, der  støtter BSW, med at smide dem ud. Det var tomme trusler. Flere profilerede partimedlemmer valgte selv at gå, hvilket har efterladt venstrefløjspartiet ribbet for stærke politiske profiler med det resultat, Die Linke mistede sin fraktionsstatus i Forbundsdagen. Amira Mohamed Ali, der tidligere udgjorde fraktionsledelsen i Die Linke sammen med Sahra Wagenknecht, er gået med over i BSW. I alt har ni Linke fulgt fraktionsformanden ud Die Linke.




ree

Sammenslutningen BSW taler middelstandens og de svages ikke mindst østtyskernes sag. I sin stiftelsestale kaldte Sahra Wagenknecht den siddende Ampel (lyskryds rød-gul-grøn) regering for den dårligste i Tyskland til alle tider. Det er slut med bekendelsen til den grønne dagsorden. Wagenknecht & Co.  mener,  man stiller alt for  høje krav til middelstandens bidrag til CO2 nullet. Det gælder også de landmænd, som har demonstreret i stort tal i Tyskland de senere måneder.




ree

Først og fremmest nægter sammenslutningen BSW at tilslutte sig fjendebilledet af Rusland. Opvokset i DDR-blokken har Sahra Wagenknecht som mange østtyskere svært ved at se Putin og Rusland som den store fjende. Hun opfordrede sidste år sammen med feministen Alice Schwarzer til at stoppe våbenleverancer og krigen i Ukraine. Det indbragte hende stor kritik, men det afskrækker ikke det 54-årige retoriske orakel.


Hun er en af de tyske politikere, der er sluppet godt fra at gå imod meningsstrømmen og bliver i sandhed spændende at  følge i kampen for at erhverve sig så stor en bid af tyske vælgertilslutning som overhovedet muligt.

Kommentarer


Lise Kristensen 077.jpg

Om mig

Jeg er uddannet journalist og meningsdanner med en holdning til mit fag og hvad, der rører sig inden for journalistik og udgiverbranchen.

 

Læs mere

 

Få mit nyhedsbrev

Tak!

bottom of page