Slow-litteratur

Krimi-trilogier blomstrer som svampe i en våd skovbund. Det giver kontinuitet for læserskaren og er en indbringende forretning for forlagene, hvis de kan omsættes på det internationale marked. En af de sidste af slagsen er Ölandsserien af Johanna Mo.

Hovedpersonen Hanna Duncker vender tilbage til sin barndomsø, hvor hendes far i sin tid blev dømt for vold, ildspåsættelse og mordet på en kvinde. Hanna Duncker bliver ansat som kriminalbetjent og arbejder med Ove som chef. Det var ham, der i sin tid overbragte hende meddelelsen om faderens forbrydelse, da hun bare var 19 år gammel.

Handlingen går overordentligt langsomt over scenen. Når bøger beskrives for at være langtrukne er det nærmest en stil i sig selv i Ölandsserien at pinde tingene ud. Hvad tænker den ene om en situation, og hvad tænker den anden om det samme – det kan være en ligegyldig reaktion på et eller andet eller filosofier over mad og påklædning.

”Med fuld kontrol over luftrummet sværmede stærene rundt om bilen, men efter et par sekunder fløj de videre. For en, der ville bo på landet, virkede Erik ærlig talt lidt skræmt af naturen, men det sagde hun ikke højt. Så kom hun i tanke om, at han jo havde opgivet tanken og var begyndt at spille guitar i stedet.”

Plottet er flettet fint ind mellem kapitlerne, men ind imellem spørger man sig selv, hvorfor man skal igennem alle de detaljer. Johanna Mo beskriver hovedpersonen som en introvert person, der godt kan lide at være alene og har svært ved at få tungebåndet på gled. Sandsynligvis rummer hun selv lidt af Hannas karakter.

Serien minder lidt om Lina Bengtsdotters værker om Annabelle og Francesca med Beatrice som den sidste ny. De er også opbyggelige omend ikke så træge i handlingen. Johanna Mo trilogien har fælles træk med Thomas Korsgaards fortællestil, der af nogen også er beskrevet som detaljeret og til tider ligegyldig.

Hanna Duncker efterforsker faderens mord med et håb om, han måske er uskyldig, men havner på den måde i andre familiære og personlige skeletskabe. Hun er langsomt og grundigt ræsonnerende. Helt grotesk bliver situationen, da hun sammen med kollegaen Erik skal redde en kidnappet dreng ud af en dement og forvirret mands hus. De diskuterer fremgangsmåden så meget, at man bliver både irriteret og fortørnet. Situationen udvikler sig til det Gøg og Gokke agtige. Om det er ufrivilligt morsomt fra Johanna Mos side, skal jeg lade være usagt. Omend jeg går ind for opbyggelige handlinger og forståelige scenerier, er meningen med galskaben hos Johanna Mo nogle gange lidt svær at få øje på. Måske er det bare en ny skrivestil.

Som et lille tip til litteratur-interesserede kan jeg oplyse yndere af lydbøger – som jeg ikke selv tilhører – at bibliotekets E-reolen er velforsynet og frit tilgængelig for alle lånere. Du behøver ikke købe lyd-litteratur i dyre domme hos de kommercielle udbydere, men kan få det kvit og frit i øregangene fra biblioteket. Det gælder iøvrigt også et hav af film og podcasts, som folkebiblioteket er leveringsdygtig i.