Sports-rejser

Engang da jeg sad på cafe Extrablatt i Galerie i Flensborg hørte jeg en midaldrende far sige til sin hustru: ”Jeanett har så travlt med at glo ind i sin iPhone, at hun ikke aner, hvor hun er”. Datteren sad ganske rigtigt med snuden i livlinen til sine jævnaldrende og ænsede ifølge det fædrene ophav ikke, om familien holdt pause i Flensborg, Frankfurt eller Faaborg undervejs på skiferien. Hovedsagen var, hun blev transporteret det rette og adspredende sted hen. I mellemtiden kunne hun beskæftige sig med vennerne, mens hun ventede på den forældre-betalte brunch.

Det med nogle gange at være lidt i tvivl om, hvor man er henne i verden, gælder også sportsfolk, der rejser meget. De ser ofte kun lufthavne, busser, haller, fodboldstadion og det publikum, der interesserer sig for deres gøren og laden. Internationale sportsstjerner kan være i mange lufthavne og hoteller på kort tid. Det er ikke så sært, hvis de har svært ved at skelne det ene fra det andet i et stramt kampprogram.

Med familiemedlemmer der interesserer sig for kvindehåndbold oplever jeg somme tider at få nogle pudsige meldinger hjem fra udlandet. Min søster og hendes familie har lige været i Grannolers ved Barcelona for at se deres datter spille VM i håndbold. De boede på hotel, der var nabo til en racerbane, hvor sømmet blev trådt i bund på ekstravagante køretøjer til hotelgæsternes delte fornøjelse. De har gået 40.000 skridt for at finde en åben biludlejning. De har ventet på at se deres datter uden for hallen, fordi de ikke måtte stikke hovederne sammen indendørs grundet COVID -19. De betaler astronomiske beløb for at se de internationale kampe. Det ændrer ikke ved, de anser det for at være en fornøjelse, og de rejser gang på gang. De spiser plumrede supper af rå fisk i Japan og forsøger at gøre sig forståelig over for befolkninger på alle dele af jordkloden, hvor håndbold ikke altid er nationalsporten. De gør det gang på gang, og de vil blive ved med at gøre det. Jeg vil endda påstå, de får set lidt ud over håndbolden og bliver klogere af de himmelstrøg, de rejser på, selv om der ikke er tale om helt almindelige charterrejser.

Min yngste niece spiller håndbold i Oppsal – en forstad til Oslo. Hun har gjort talrige rejser som håndboldspiller og familiemedlem til håndboldrejsende. Marianne fortæller, hun har oplevet mere end bare indersiden af en hal og et hotelværelse. Hun anser Montenegro for at være et kommende stort turistland – det er iøvrigt også en stærkere spiller på håndboldlandkortet, så det går udmærket hånd i hånd. Montenegro har en fantastisk natur og en åben befolkning, der står klar til at tage imod fremtidens turiststrømme – håndboldspillere som almindelige ferieturister.

Ofte bliver sportsfanatikere i dyre domme indlogeret på hoteller, der ligner noget, der er løgn. Mere end en gang har familien sagt til sig selv ved synet af løse ledninger og tisgule vægge, mærker efter strygejern på gulvet, myreturer i hjørnerne og feltsenge at sove i på forskellige destinationer, at her skulle de ikke bo i ti dage – det kom de alligevel til. For det meste har det på alle måder været en oplevelse, også selv om møblementet var et sæt ubekvemme plastikhavemøbler. Det giver lejlighed til at møde mennesker, der yder en fantastisk arbejdsindsats for at beværte deres gæster. Bekendteskabet med andre folkeslag og kulturer befolket af venlige mennesker kan få én til at se stort på myretuer og plastikmøblement for en stund.