Storbyferie

Jeg har været i Oslo og København ved årets begyndelse. Det var rejsegaver, jeg fik til min runde fødselsdag i november. Det er dejligt at kunne rejse igen i Coronaens kølvand. Mange har udlængsel.

I Oslo var vi på bytur, ude at spise, på nationalbiblioteket, inde at se Roseslottets udstilling med norske krigsskæbner og på det ny Munch-museum. Roseslottet var der for mig som grænselandsjournalist ikke så meget nyt i. Jeg har hørt talrige beretninger om, det kostede liv og lemmer at gøre modstand mod de nazistiske aggresorers grusomheder i 30erne og 40erne. Måske skal vi hele tiden mindes om, det kan koste dyrt at kæmpe for sin overbevisning. Det glædelige var, det var min helt unge niece, der ville se udstillingen på Roseslottet om de norske modstandsfolk.

Hun havde også købt billetter til Munch-museet, som er et kæmpe glaspalads på havnen i Oslo. Der er ment meget om bygningen. Det er under alle omstændigheder imponerende at rejse et monument af den størrelse over den verdenskendte norske maler. Udstillingen gør på alle måder beskueren åndeløs. Den er fordelt over 13 etager med flere restauranter og cafeer. Det skuffende er, Munchs verdensberømte maleri Skriget kun vises i korte perioder ad gangen, fordi det ikke kan tåle lyset. Vi var ikke så heldige at se Skriget. Museet er absolut et besøg værd.

Turen går til Norge skriver ”Edvard Munch (1863-1944) er norsk malerkunsts megastjerne, kendt af de fleste – om ikke for andet så for balladen omkring tyveriet af Skrik og Madonna i 2004. Men opsigt har Munch fra begyndelsen formået at skabe. I forbindelse med en udstilling i 1892 i Berlin fandt det reaktionære borgerskab hans billeder så anstødelige, at udstillingen blev lukket efter en uge. Dermed var hans internationale berømmelse startet. Skrik (Skriget) er i dag blevet et ikon, der skamrides på T-shirts, plastdukker, reklamer osv. Det er skæbnens ironi, at netop dette billede, hvor Munch udleverer sine dybeste sjælekvaler, er blevet et kommercielt produkt tømt for den chokerende kraft, det havde engang. Men ingen går trods alt upåvirket fra et besøg på Munch-museet.”

Oslo har mange etniske restauranter. I betragtning af den norske krones lave kurs i forhold til den danske, er det ikke så dyrt at gå i byen i Norge, som nogen gør det til.

København har forandret sig vildt gennem årene. Jeg boede over for Islands Brygge og nød udsigten til vandet. Københavnerne suser afsted på deres cykler og gør livet farligt for de uerfarne turister, der prøver at gøre det samme med en lidt mere slingrende kurs. Cykling kan blive et lidt aggressiv transportmiddel i storbyen, når man ser, hvor hurtigt det går.

Pakhuse og fabrikker langs vandet er lavet om til beboelse og indkøbscentre. Der bygges og bygges. For mig var det nye krydret med vandringer i Københavns haver og besøg på gode restauranter en attraktion i sig selv. Mange byer forsøger at gøre københavnerne efter ved at bygge ud ved vandet, men det største pres på udsigten til vand ligger suverænt i den danske hovedstand, hvor kvadratmeterpriserne er steget eksplosivt. Det samme gør sig iøvrigt gældende i Oslo, skulle jeg hilse og sige. Lige charmerende er nybyggerierne ikke altid. Jeg kan lide kombinationen af gammel og nyt. Det er et tegn på tidens udvikling. For mig er det afgørende, også at bevare byers historiske præg, for at de ikke skal miste deres sjæl.

Vi fløj med SAS hjem fra Oslo. Ved indflyvning til Billund vendte flyet om og landede i Købenahavn på grund af tekniske problemer. Det gav en lang aftens raslen i bus mellem København og Billund og fem seks timers forsinkelse. I fremtiden skal vi naturligvis gøre transportmidlerne op med os selv i lyset af klimakrisen og krav om reduceret CO2 udledning. Jeg kan godt lide flyet. Det giver kortere rejsetid, og man undgår bilkøer og banegårde, men som det var i vinterferien, kom vi ikke hurtigere hjem med fly, end vi ville have gjort med andre transportmidler.