Tour de Vingegaard

Forleden cyklede jeg mellem Nybøl og Gråsten. På hovedvejen er der fortsat jubelord skrevet med farvekridt til Tour de France feltet, der passerede forbi for en evighed på tre uger siden. Tænk hvad Jonas Vingegaard har været igennem da. Nu vender han hjem til Danmark som Tour helt, der har klaret det umulige. Han vandt Tour de France. Danskerne har hentet fire etapesejre og farvet Champs Elysées rød og hvid i en grad, så man skulle tro, man var i den danske og ikke i den franske hovedstad. Hvilken triumf!

Da jeg stod og ventede på feltet i Gråsten for tre søndage siden, havde ingen nogen anelse om, Tour de France ville ende i en total dansk sejrsrus. Vingegaards hold Jumbo Visma ryddede bordet med pointtrøje, bjergtrøje, gul trøje, flere etapesejre og den endelige titel som verdens bedste cykelrytter, der kommer fra Hillerslev og bor i Glyngøre.

Ingen vil i dag mene andet, end at det var helt rigtigt at kæmpe hårdt for at hente Tour de France til Danmark med tre indledende etaper på Sjælland, Fyn og i det sydjyske. Jeg har hørt tyske TV-kommentatorer tale om, det ikke er udelukket, touren igen kommer til Danmark i løbet af en årrække. Dansk cykelsport har med Jonas Vingegaard, bornholmeren Magnus Cort med solskinssmilet og ukuelige Mads Pedersen nået uovertrufne højder, der næsten får os til at glemme Bjarne Riis’ toursejr for 26 år siden. Han er siden dopingdømt og åbenbart ude i kulden, selv om han blev fejret i Tivoli og fik den hæder, der i disse dage også bliver thyboen Jonas Vingegaard til del.

Det var en smuk tur. Aldrig har jeg set så meget Tour de France. Det skyldes sikkert, starten i Danmark og de danske rytteres eminente og uforglemmelige kørsel. Tænk at kunne forcere op ad et stejlt bjerg den ene dag efter den anden i hård kamp mod sloveneren Tadej Pogacar, mens andre ryttere på skift stakåndede opgiver ævred. Man skal være gjort af et særligt stof for at stå den distance. At presset på lille Vingegaard har været stort, så man, da han grædende kastede sig i armene på kæresten Trine og lille Frida, da han havde krydset målstregen som nummer to på enkeltstarten lørdag. En andenplads han frivilligt indtog for at give laurbærene til sin holdkammerat Wout van Aert. Da var ikke et øje tørt i Frankrig eller lille Dannevang.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron besøgte turen og fulgte den på bjergetapen Hautacam. Prins Joachim og kronprins Frederik overrakte på skift den gule trøje til Jonas Vingegaard på bjergetapen og i Paris. Den lille flyvende gule fugl – jeg hørte tyskerne kalde ham den gule skygge, fordi han aldrig gav slip på Pogacar – har opnået en status, der får verdens statsledere og royale til at angle om hans opmærksomhed for at få del i den gule sejrsrus.

Det er stort og det er godt gået af Jonas Vingegaard. Jeg har hørt reporternes kommentarer og båret over med deres klicheer i de afgørende øjeblikke under mange timers transmissioner. Jeg savner afdøde Chris Anker Sørensen, der om nogen ville kunne sætte sjove og rammende rørende bemærkninger på, hvor stor Vingegaards bedrift egentlig er.

Bevingede Vingegaard bør helgenkåres i Danmark. Lad os nyde rusen og i en dyster og krigs- og energikriseramt tid sole os i de gule farver i visheden om, det nytter at drømme stort!