Trilogi-traumer

Tidens udgivelsesmæssige mantra er trilogier. Forlagene vil gerne have løfter om fortsatte serier. Det fastholder læserne, hvis man vel at mærke er kommet godt i gang med en serie. Det er godt at vide, man kan regne med et gensyn med populære figurer, som man ikke ønsker at slippe. Omsætningsmæssigt er der selvfølgelig også øget gevinst i at udgive flere bøger. Nogle trilogier kræver blod, sved og tårer af forfatteren, mens andre nærmest tager lysten fra læseren til at gå videre, når udgangspunktet er for svag.

Jeg er ved at læse Bergen trilogien af Gunnar Staalesen. Det er min Corona læsning. Den er nærmest en slags selvbiografi. I toeren High Noon skriver forfatteren om sin egen undfangelse, og at han kom til verden som sin mors ønskebarn. Hun fik ham – ifølge forfatteren selv, for det går igen i flere af hans bøger også de krimier, han senere har skrevet – med en musiker. Hendes mand kunne ikke få børn, og så gik Staalesens mor egne veje med et stort norsk forfatterskab til følge.

Handlingen spænder over et helt århundrede. Der er et par mord med på vejen, men de er ikke afgørende for handlingen. Hvem gider iøvrigt læse over 1700 sider for at få navnet på en perifer morder. Der er gods i Staalesens familiekrønike med detaljerede historiske beskrivelser af, hvor voldsom verdenskrige og brande har hærget hans barndomsby Bergen, som han nærer så stor kærlighed til, at alle hans handlinger er henlagt til gader og stræder i den regntunge stad. Det er den slags litterære vitaminer, der bringer en gennem en mørk og uvis tid. Bøgerne udkom på dansk omkring årtundskiftet, men de er aktuelle, for de tager fat på fejhed og heltedåd, historiske begivenheder og små familiære forteelser, og så er der både MeToo og socialstof i Staalensens storværk.

Derimod undrer det mig, at andre, har udgivet trilogier. Nogle gange skulle man hellere lade være. Jakob Melander har skrevet Askehave-trilogien om en shippingfamilie i et opgør mellem generationer – kapital og cold cash mod klima og bæredygtige ideologier. Forfatteren har selv kaldt det et thrillerdrama. Jeg har tidligere læst et par krimier af Melander. De er ikke værst, men trilogien er en tynd kop te. Hovedpersonen Malin Askehave arver et shippingfirma, da hendes far begår selvmord på hans 60 års fødselsdag. Malin er den gode, der gør det hele rigtigt og kæmper for klimaet og den grønne dagsorden, selv om hendes ligesindede i det venstreorienterede grønne miljø klandrer hende, at hun har slået sig på kapitalist-holdet. De forstår ikke, hun forsøger at gøre det hele så godt og bruge Askehaves mange milliarder til at gøre genoprette fortidens klimasynder som den gode fe.

Den stakkels Malin går så grueligt meget igennem. Der er ingen, der forstår hende. Alle er onde. Afslutningen på den første bog foregår i familiens feriehus i Frankrig, hvor Malin og hendes onde moder indretter sig og laver mad efter lige at have gjort rent en halv times tid, selv om huset har stået tomt i otte år, og der står ulækre madrester på komfuret!!!! Malin afværger dårlig presse i forbindelse med et læk fra en gammel platform i Nordjylland ved at love, hun betaler alle omkostninger ved oprensning og klimasikring, og så får den gode kvinde på en studs pressen på sin side. Jeg skulle hilse og sige, hvis dansk dagspresse oplever et søskendepar fra en af landets kendteste erhvervsfamilier stå og skændes henne i et hjørne af lokalet, som beskrevet i bogen, så er der ingen, der kan vende sådan en seance til en pressemæssig positiv vindersag. Første bog Forbandet Blod fratog mig helt lysten til at læse videre. Det vil jeg forskåne mig selv for.

Jeg kan varmt anbefale Niels Krause-Kjærs bog Fandens Forår. Den handler om en journalistisk deroute, da bogens hovedperson går fra at leve det søde liv som velbetalt bladmand til at måtte skrive nekrologer for 300 kroner stykket. Niels Krause Kjær beskriver en journalists nedtur fra socialklasse to til fire fem stykker – fra en lejlighed i indre København til et kolonihavehus i Brønshøj. Handlingen er spændende og velfortalt. Bogen er underholdende med afsløringer omkring Folketingets kontroludvalg som en del af plottet. Niels Krause-Kjær er en glimrende fortæller. Hans hjerte banker åbenbart endnu stærkt for hans fag. Det er den tredje bog, men nok ingen trilogi, for der kan sagtens ske at komme flere fortællinger om Ulrik Torp, selv om han efterhånden ser ud til at have nået bunden rent socialt.

En anden genre er forfatteres beskrivelse af geografiske områder i krimier og personfortællinger. Ann Cleeves har en serie om kriminalkommisær Jimmy Perez på Shetlands Øerne og en nyere om Mathew Venn fra North Devon. Man må tage hatten af for hendes høje produktivitet uden tilsyneladende at miste pusten. Jeg kan godt lide let fortalte historier om hårrejsende begivender i forblæste landskaber. Briterne har særlige evner i denne genre, så der er lidt at bløde de historiske og moralsk prægede danske trilogier op med.