Tålmodighed på rejsen

Som det fremgår andetsteds på min blog, har jeg lige været i Grønland. Det kan lade sig gøre at komme ud at rejse igen. For at rejse ind i Grønland skal man have en frisk pcr-test. Når det er klaret, er det jo bare at komme afsted på den knapt fem timer lange rejse.

Man hører og ser ikke meget om Grønland uden at blive gjort opmærksom på, man må indlægge ventetid i rejseplanen. Det var i alt syv timers ventetid ved ankomsten til Kangerlussuaq ved videreflyvning til Nuuk og et døgns udsættelse den modsatte vej, da flyet mellem Kangerlussuaq og København blev aflyst, da vi skulle hjem. Det er en hård prøvelse for et folkefærd, der er vant til straks at få godtgjort tilgodehavender på MobilePay, hvis toget er en halv time forsinket.

Det er en tillæring at væbne sig med tålmodighed på rejsen. I Grønland spiller vejrliget ofte en afgørende rolle for den videre befordring. Da det meste forgår med fly og båd er der intet alternativ til at aflyse, når vejrguderne viser tænder.

Derfor er lufthavnen, cafeteriet og hotellet i Søndre Strømfjord ét hele. Den tid, man ikke tilbringer i afgangs- og ankomsthallerne, henslæber man i cafeteriet, der udmærker sig ved et kagebord som en sikker garanti mod at gå sukkerkold.

Det er sjovt at opleve sig selv blive ophidset over, tingene ikke går så hurtigt, og at det kan vare en rum tid, inden man får udleveret en bestilt mineralvand. Tålmodighed er en dyd, men hvad, vi skal jo allesammen videre. Der findes et begreb, der hedder slow TV. Det er vist nok fostret i Norge. I Grønland kan man lære slow turisme. Man kan komme til at tilbringe en eller flere dage i en lufthavnsby, og så må man finde ud af, hvad man kan slå tiden ihjel med. Det kan være at gå en tur eller besøge et museum i det ofte kolde og nogle gange golde landskab. Man kan også læse en bog.

Der findes byer, der er defineret ved lufthavne, og hvor befolkningen som i Kangerlussuaq hovedsageligt er beskæftiget med at servicere lufthavnen. Enkelte andre er turistguider og tilbyder beredvilligt viden og ture i lokalsamfundet, hvis de har tid. Nogle gange lader turbussen også vente på sig, men det nytter ikke at vrisse. Jeg har læst, det i visse tilfælde ikke er til at opdrive en hundeslædefører til turistudflugter, fordi de har travlt med så mange andre ting, og turisterne har ikke altid førsteprioritet. Tag den, du selvretfærdige oplevelsesrejsende!

Jeg sidder lige og hører podcasten Den grønlandske Arv på Radio 4. Værterne Mads Malik Fuglsang Holm og Nicoline Larsen beretter om Hans Egede og Grønland og er i sjette og sidste afsnit Afskeden taget til Narsaq og Narsarsuaq. Førstnævnte ligger ved Kvanefjeldet, som et flertal af grønlændere er imod udvinding af uran fra.

Narsarsuaq er en lufthavnsby i Sydgrønland. Mange har ventet dagevis i Narsarsuaq. Programmet beretter om et samfund, der vil dø ud, hvis lufthavnstrafikken som planlagt flyttes andetsteds hen og dermed væk fra ”den store slette”. Lukker lufthavnen, affolkes området. Vi kommer til at pakke sammen, siger en medarbejder i lufthavnen. Så bliver Narsarsuaq et museum over sig selv. Så kan vi lige så godt lukke bygden her, siger indehaveren af vandrerhjemmet. Selv om det er lidt skørt, banker hans hjerte fortsat for Narsarsuaq. Skæbnen og fremtiden ligger i politikernes hænder. Fjerner de flytrafikken fra sletten, dør livet der ud med mindre, det kan lykkes at vinde turismen for nytten af at have tålmodighed på rejsen og få sjælen med. Det kræver dog, at man kan komme til og fra bygden.

Rejsende i Grønland har oplevet aldrig at komme videre end til ventestedet. Så er det jo bare med at få det bedste ud af det!