Vis unge tillid

Det er synd for de unge! Det er et selvforstærkende mantra, vi får smækket i hovedet dagligt i disse Corona-tider. De unge er en fortabt generation, der risikerer at blive traumatiseret og få ødelagt deres sociale liv, fordi de ikke har nok kontakt med jævnaldrende under pandemien. Nu gælder savnet af pårørende og jævnaldrende ikke specifikt unge. Mange ældre borgere har måttet leve uden stor kontakt til omverden i næsten et år. De unge er på vej tilbage i skole og på uddannelsesinstitutionerne, efterhånden som Corona-smitten daler.

Den yngre genereation er uden sidestykke den, der er allerbedst til at mødes i små bobler. De mødes på nettet, Skype, Facebook og Twitter, og hvad et utal af digitale platforme hedder, der alle giver dem af muligheder for at være i kontakt med omverden. Det er selvfølgelig ikke helt det samme, men selv digital kontakt giver indsigt i, hvordan medstuderende og venner har det.

Det er nærmest en vedtagen lov, at når de unge så mødes igen, så skal de kramme og kysse og omfavne hinanden i én uendelighed, fordi de simpelthen ikke kan lade være. Det må kunne lade sig gøre at fortælle alle generationer med undtagelse af de alleryngste, at det er en dårlig ide at kaste sig om halsen på hinanden og gå i fælles sauna 40 personer, fordi det er en naturlig del af ens adfærd. De unge har også en opgave i at overholde restriktionerne og vise tilbageholdenhed. Hvis de ikke bliver alvorligt syge selv, kan det jo være, de smitter deres bedsteforældre. Der er ingen, der er mindre forpligtede på bekæmpelse af Corona end andre.

Det er selvfølgelig en hård tid, vi er i. Tiden kan også bruges til at sætte sig ind i ting, man måske ikke har haft overskud til i en pulserende hverdag. Måske finder de unge og vi nye former at være sammen på og leve livet på efter Coronaen. Det gør ikke noget, den giver stof til eftertanke.

I efteråret fik Danske Banks chefstrateg Henrik Drusebjerg verbale klø for at mene, vi skal passe på, vi ikke med alle hjælpepakker og velmente håndsrækninger skaber en generation, der mangler vilje og knofedt. Det måtte en chefstrateg ganske enkelt ikke mene, så han røg en tur gennem den mediestyrede vridemaskine.

I dag oplever man forældre tager harmdirrende verbalt og praktisk affære, hvis det mindste truer med at gå deres næsten voksne afkom imod. Selv universitetsstuderende får uhæmmet assistance af deres fædrene og mødrene ophav, hvis der er mistanke om, nogen lader ynglingene lide overlast i form af ”urimelige” krav om at holde sig hjemme fra fester og tænke på andre end sig selv. Det er en farlig tendens. Når vi er ovre det her, vil de unge være mere voksne og modne og glade og tilfredse med, de bidrog til pandemiens overvindelse. Lad dem dog få den ære og tilfredsstillelse.

De unge tackler efter min mening situationen ganske flot. Det er selvfølgelig et tab for en efterskoleårgang, at den mister et helt års ophold, men kan de så ikke melde sig på efterskole igen til næste år, hvis det skal være? Vi må vel acceptere, tingene tager lidt mere tid og måske et år ekstra, nu da vi er gået i lockdown mode.

I det hele taget synes jeg, unge agerer og forholder sig voksent og modent, og at det mere er forældregenerationen og diverse pensionerede eksperter, der snakker om, vi er ved at tabe en hel generation på gulvet på grund af et sølle Corona-år. Som dronningen sagde i sin nytårstale, hvis man ikke kan gå til festivaler på grund af Corona, er det selvfølgelig frustrende, men vi er alle nødt til at holde ud. Forleden var jeg på mindehøjen for 1. Verdenskrigs ofre på Broagerland. 164 gravsten minder om unge mennesker, der mistede livet i tysk krigstjeneste, før deres liv rigtig var begyndt. Der er sten med navnetræk på brødre, der ikke blev 20 år. Andre sten vidner om fader og søn faldet på fjerne fronter.

Få år senere kom en verdenskrig, der krævede unge menneskeofre i millionvis. Dengang kan man tale om tabte generationer, men at sige, en årgang går mentalt og socialt til på grund af en pandemi, er vildt overdrevet. Lad os vise de unge lidt tillid og tro på, vi klarer os igennem pandemien på tværs af generationer og ved hinandens hjælp.

En af de første historier i pandemiens start, var om en ung pige, der valgte at flytte sammen med sin mormor for at passe på hende og sørge for, hun ikke blev ensom i isolation. Siden blev kammertonen, hvor er det synd, hvor er det synd. De unge må ikke feste og slå sig løs. Kære unge, vi har tillid til, I kan leve med det en tid endnu, mens samfundet langsomt åbner op igen, efterhånden som vi alle bliver vaccineret. Tak for jeres indsats og tak fordi, I holdt ud. Vi skal nok få et sjovt og glad liv igen ung som gammel.